Pandalån er diplomati på højeste plan

Pandaerne er meget mere end dyr til Zoologisk Have. Det vil tiden vise. Det er politik på allerhøjeste plan, siger Kina-forskere, der ser Grønland som en vigtig brik i spillet mellem Danmark og Kina.

Pandaerne Xing Er og Mao Sun er meget mere end pandaer i Københavns Zoologiske Have. De symboliserer også det gode handelssamarbejde ellem Danmark og Kina. Spørgsmålet er, hvilken betydning det får fremadrettet.

I disse dage er Xing Er og Mao Sun ved at finde sig til rette i deres nye hjem i Zoologisk Have i København - helt uvidende om den virak deres ankomst har medført.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

De to pandaer er nemlig en gave fra Kina til Danmark. En gave, der kommer med en regning. Ikke bare i form af en million dollars, der hvert år skal betales i lejeafgift for pandaerne, men måske også i form af potentielt politisk pres fra Kina mod Danmark i sager, hvor Danmark ellers har sagt nej. Spørgsmålet er hvilken rolle Grønland har i det politiske spil?

– Jeg tror helt klart, at det er relationen til Danmark, der er afgørende her. Men et godt forhold til Danmark kan jo også smitte positivt af på Kinas forhold til Grønland. Og aktuelt er der store sager i Grønland, der står foran en afklaring herunder lufthavne og mineprojekter, så på den måde er Grønland også er en del af spillet, siger professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, Jørgen Delman til avisen Sermitsiaq. Han afviser dog helt, at der er tale om en udveksling af typen: uran for pandaer.

– Det vil være at stramme den alt for meget, siger han.

Et tveægget sværd

Ifølge Jørgen Delman kommer pandaer typisk på banen, når man når et vist niveau i relationer med Kina, som da Danmark underskrev en aftale om et »Omfattende Strategisk Partnerskab« med Kina i 2008. Tidligere har både Canada og Australien modtaget pandaer i forbindelse med nyligt indgåede aftaler om uran til Kina.

– Men det har været tilfældigheder. Det er ikke sådan, at en enkelt kritisk handelskontrakt udløser et sæt pandaer. Det gør derimod et bredt, omfattende, og dybtgående bilateralt samarbejde på alle fronter, siger Jørgen Delman til avisen Sermitsiaq.

Læs mere om samarbejdet mellem Danmark og Kina og Grønlands rolle i de to sæt pandaer, der nu bor i Zoologisk Have i København i avisen Sermitsiaq. Du kan få avisen gennem linket nedenunder:

Powered by Labrador CMS