Pan-ArcticVision: Katuaq er klar til arktisk melodi grand prix i Nuuk i 2024
Det er endnu uvist om Pan-ArcticVision fortsætter fremover. Men fortsættes det, og går det efter Melodi Grand Prix-konceptet, skal vinderlandet være vært, og det er Katuaq gearet til, siger Arnakkuluk Jo Kleist til Sermitsiaq.AG.
Grønland var under musikkonkurrencen "Pan-Arctic Vision" repræsenteret med bandet NUIJA, der har base i Nuuk.
Hvis arrangøren og ejeren af det splinternye koncept med musikkonkurrencen, Nordting, der har base i det nordlige Norge vælger at fortsætte til næste år, kan Katuaq sætte rammerne for næste Pan-ArcticVision i Nuuk:
- Vi er i gang med at evaluere arrangementet, det var vildt, det var godt og vi fik masser af arktisk musik, og det er helt klart vores vurdering at arrangementet bør fortsætte, siger en glad Asmus Sjølie Sveen, der er kunstnerisk leder for Nordting til Sermitsiaq.AG.
Katuaq har kapacitet til sådanne arrangementer
Direktør i Katuaq, Arnakkuluk Jo Kleist tilkendegiver, at kulturhuset vil kunne rumme sådan størrelse arrangement som Pan-ArcticVision er:
- Vi skal først og fremmest ønske NUIJA tillykke med sejren og takke gruppen for at repræsentere Grønland på så flot vis. Lige nu afventer vi Nordting, der er arrangør og ejer af konceptet om, hvad de beslutter sig for skal ske fremover, men ja, Katuaq vil kunne rumme sådan en arrangement, siger Arnakkuluk Jo Kleist til Sermtisiaq.AG.
Så spørgsmålet om en arktisk melodi grand prix skal fortsætte fremover er et spørgsmål der endnu ikke findes svar på, men Nordting og Katuaq er indstillet på en fortsættelse.