Palle: Derfor forlader jeg landet
Læs en uddybende forklaring om, hvorfor Palle Christiansen trækker sig fra grønlandsk toppolitik

På Facebook kommer Demokraternes medlem af Inatsisartut Palle Christiansen med en lang forklaring på, hvorfor han trækker sig fra grønlandsk politik for i stedet at flytte til Danmark.
Læs "Palle Christiansen stopper i grønlandsk politik"
Læs "Palle: Sådan har jeg gjort en forskel"
Læs hans forklaring her:
’Fredag d 13/9-2013 bliver dagen, hvor jeg for sidste gang skal være med til at gå i procession, gå i kirke og åbne et nyt år i det grønlandske parlament. Efter 12 år i politik har jeg sammen med familien valgt at sige stop og har anmodet om at træde ud af parlamentet, Inatsisartut, pr 2. oktober.
Skal være tandlæge igen
Fremtiden for min familie og jeg byder på et glædeligt gensyn med Allerød (Sjælland, red.), hvor vi har købt hus, og hvor vi skal have vores nye dagligdag. Børnene har allerede set deres kommende skole og alle glæder sig til nye oplevelser og flere muligheder.
Jeg har købt mig ind i en ny tandklinik i Græsted, så nu skal jeg igen være tandlæge på fuld tid. Det glæder jeg mig faktisk til.
Har meldt sig ind i Liberal Alliance
Politik er dog ikke noget man bare slipper og derfor fortsætter jeg med at være politisk aktiv. Jeg har meldt mig ind i Liberal Alliance i Danmark, så nu skal jeg kæmpe side om side med et nyt blåt hold og få sparket gang i Danmark og dansk økonomi igen.
De fleste heroppe kender mig fra politik og fra medierne, og jeg må sige, at det har været en spændende rejse for mig at få den ære at repræsenterer mine og partiets vælger i både kommunalbestyrelse og Landsting (Inatsisartut). Jeg er dybt taknemmelig og beæret over at have fået den store mulighed for at kunne gøre en forskel i grønlandsk politik.
Rejser med en klump i halsen
Til de af, Jer som altid har bakket mig, været mine wing-men i tykt og tyndt, skal der lyde en stor og varm tak. Jeg har måske ikke altid været lige let at arbejde med, men jeg har forsøgt at yde 120% for Demokraterne og dermed Grønland. Jeg håber, at de, som tager over efter mig, vil yde deres bedste, men det er jeg sikker på, de vil.
De som kender mig privat ved, at det er med en klump i halsen, at jeg siger på gensyn og drager videre.
Jeg har investeret meget tid og energi i at få skabt Demokraatit/Demokraterne, og jeg vil selvfølgelig savne de politiske kampe, de politiske drillerier og hele det cirkus, der er omkring et parlament. Der har været mange kollegaer gennem tiderne, og alle har de bidraget til den komplette oplevelse, som jeg vil tage med i kufferten på min videre færd, og mon ikke der bliver nogle gode historier, når jeg får skrevet den næste bog.
Vil savne den grønlandske natur
Vi vil savne den grønlandske natur (på nær blæsevejret i Nuuk), de mange gode sejlture, den friske luft og det rene vand. Men vores nye base i Danmark vil give os andre muligheder, nemlig den lettere adgang til resten af verden. En verden, der skal gøre vores børn til globale grønlændere og gode ambassadører for Grønland.
Mange af Jer vil jeg fortsat have kontakt til fremover, og I skal være velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe eller noget god mad, som jeg nu får bedre tid til at lave.
Tak til Jer alle sammen, tak for oplevelserne og tak for den ære, det har været at måtte tjene Jer og landet’, skriver Palle Christiansen.
Partifællen Anda Uldum overtager Palle Christiansens plads i Inatsisartut.