Gå til hovedindhold

Palle C. sår stadig tvivl om Julies rolle

- Javel så! Julie Rademacher er en virksomhed og ikke en person. Palle Christiansen, Demokraterne, stiller stadig spørgsmålstegn ved Julie Rademachers stilling som medierådgiver for Aleqa Hammond

Sermitsiaq.AG skrev i artiklen Julie Rademacher er købt til opgaven, at Julie Rademacher (tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, red.) er identisk med det firma, som formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, køber kommunikationsrådgivning af. Det faktum er også faldet Palle Christiansen for brystet. Igen sår han tvivl om alle procedurer, love og regler er overholdt.

- At virksomheden Pilu er identisk med Julie Rademacher fremgår sjovt nok ikke af Naalakkersuisuts svar til mig – men det må vel være en forglemmelse, for det nuværende Naalakkersuisut lægger jo stor vægt på åbenhed. Om muligt endnu mere end det foregående Naalakkersuisut, hvis jeg har forstået det rigtigt, lyder det lettere ironisk fra Palle Christiansen, der mandag i en pressemeddelelse, mener, at paragraf 37-svaret fra Aleqa Hammond om Julie Rademachers ansættelsesforhold kaster flere spørgsmål af sig end svar.

- Er det ikke usædvanligt at hyre en virksomhed som kommunikationsrådgiver for naalakkersuisutformanden? Kunne Selvstyrets egen kommunikationsafdeling ikke have løftet opgaven de par måneder, det ville tage at få stillingen slået op og besat? Og så er der selvfølgelig endnu et spørgsmål som MÅ stilles: Hvorfor valgte Naalakkersuisut netop Julie Rademachers helt nystartede virksomhed, frem for andre? Var den billigere? Indhentede Naalakkersuisut tilbud fra andre virksomheder? Var det Naalakkersuisuts administration som foreslog netop denne virksomhed, og spillede det på nogen måde ind, at Julie Rademacher er tidligere folketingsmedlem for Siumuts danske søsterparti Socialdemokraterne, og at hun – enten betalt eller som vennetjeneste – vist også var engageret i Siumuts valgkampagne, lyder det fra Palle Christiansen, der mener, at mange spilleregler er blevet tilsidesat, da Aleqa Hammond valgte at benytte sig af Julie Rademachers viden om rådgivning.

Han gør nemlig opmærksom på, at kravet om, at offentlige stillinger skal opslås tjener et formål. Det skal sikre at ingen bliver afskåret fra at søge en stilling, og at alle kan have tillid til, at enhver der ansættes i det offentlige bliver ansat på baggrund af sine kvalifikationer. 

- Det er med andre ord et værn mod kammerateri og nepotisme. Forhåbentlig kan Naalakkersuisut give et godt svar på de mange spørgsmål, som dukker op i kølvandet på ansættelsen af Julie Rademacher – også efter, at det nu har vist sig, at hun er en virksomhed, og slet ikke en person! Et godt svar som én gang for alle maner enhver mistanke om nepotisme og kammerateri i jorden, siger Palle Christiansen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER