Gå til hovedindhold

De pæne ord som KNI-direktøren svigtede

KNI’s tidligere topchef Peter Grønvold Samuelsen har yderst målrettet over for offentligheden forsøgt at give et indtryk af en virksomhed, der har succes og skaber trygge rammer for medarbejderne. Sandheden har dog vist sig at være en anden, hvis man var en af de uheldige kvinder, som topchefen fandt tiltrækkende.

De kvinder, som har politianmeldt Peter Grønvold Samuelsen for sexchikane, må have fået en dårlig smag i munden, hvis de havde orket at støve den seneste KNI-årsrapport igennem fra regnskabsåret 2019/20.

Årsrapporten, som kan betragtes som en topchefs årlige eksamensopgave, fik sidste år en ekstra tand med mange flotte billeder og et omfang, der blev på rekordstore 108 sider. Året forinden formåede man at præsentere årsrapporten på blot 79 sider.

Moderne forretningsprincipper

Ja, der blev ikke sparet på markedsføringen med store billeder af blandt andet smilende medarbejdere og kunder. Set i bakspejlet ser det ud til, at offentligheden ikke skulle være i tvivl om, at KNI A/S havde økonomisk succes og blev drevet ”ud fra moderne forretningsprincipper”, som det formuleres på side 7.

Men særligt side 73 må have givet et gib i de kvinder, som skulle tåle topchefens fysiske befamlinger  og sjofle tale af sexistisk karakter, som Sermitsiaq.AG har afdækket i en tidligere artikel.  På denne side under overskriften ”Medarbejderforhold” springer fire linjer straks i øjnene:

- KNI er en af Grønlands største arbejdspladser. Vi har derfor en pligt til at sikre at vores medarbejdere og de folk, der arbejder sammen med os har en tryg arbejdsdag – at de har det rigtige udstyr, træning og viden til at kunne udføre deres arbejde uden risiko for skader og ulykker. Vi arbejder på at skabe et godt arbejdsklima, hvor vores medarbejdere trives og er glade for at gå på arbejdet – og hvor vores kunder er glade for at handle hos os.

Høj pris at være ansat

Sandheden er imidlertid, at det for nogen kvinder har haft en høj pris at være ansat på hovedkontoret i Sisimiut, hvor direktøren har sin daglige gang. Flere af de kvinder, der anonymt anklager Peter Grønvold Samuelsen for sexchikane, og som Sermitsiaq.AG har været i kontakt med, fortæller, at de har været nødsaget til at søge psykologhjælp.

Sermitsiaq.AG vil aldrig glemme en dag i februar 2020, hvor en af de anonyme kvinder havde valgt at fortælle os historien om Peter Grønvold Samuelsens grænseoverskridende adfærd.

Efter en halv time brød kvinden sammen i gråd. Det havde været for smerteligt at åbne op for KNI-æsken og igen gennemleve det mareridt, som topchefen havde plantet i hende sjæl verbalt som fysisk.

Hendes mission var imidlertid – i lighed med mange andre tidligere ansatte - at få stoppet den administrerende direktør, så andre kvinder ikke skulle lide skade på grund af hans opførsel.

Årsløn på knap 4 mio. kr.

Det var først i begyndelsen af marts 2021, at hun havde fået det nødvendige mod og overskud til at politianmelde Peter Grønvold Samuelsen. Men så gik det også hurtigt.

Mindre end en måned efter at politianmeldelsen var indgivet, valgte Peter Grønvold Samuelsen - ifølge bestyrelsesformanden Lars Borris Pedersen - at opsige sin stilling.

Med opsigelsen går Peter Grønvold Samuelsen glip af en årsindtægt, der hører til en af de højeste lønninger i Grønland. Af årsregnskabet 2019/20 fremgår det nemlig, at topchefens løn i det forgangne år var 3.775.000 kroner.

Læs hele sagen:

  1. KNI-direktør har opsagt sin stilling
  2. KNI-direktør politianmeldt for sexchikane
  3. Beklager og undskylder
  4. Ajuusaarlunilu utoqqatserpoq
  5. Peter Grønvold Samuelsen Air Greenlandip siulersuisuunerinit anivoq
  6. Peter Grønvold Samuelsen ude af Air Greenlands bestyrelse
  7. Sådan foregik sexchikanen
  8. Kannguttaatsuliortarneq imatut pisarpoq
  9. KNI undersøger sexchikane-anklager
  10. KNI kannguttaatsuliortoqarsimaneranik unnerluutigineqartunik misissuisoq
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER