Pædagogerne skal have ny landsformand

Pædagogernes fagforening – NPK – skal fra 1. august have ny formand, fordi den nuværende Juliane Henriksen Tobiassen har valgt at trække sig fra posten.

Mens pædagogerne forhandler overenskomst med Selvstyret, har landsformanden Juliane Henriksen Tobiassen valgt at trække sig som formand. Hun vil dog ikke slippe overenskomstforhandlingerne, men varetage disse som næstformand indtil en aftale er på plads.

- Det er besluttet, at jeg fra 1. august bliver næstformand og vores nuværende næstformand Arnaq Brøndlund indtager formandsposten, oplyser Juliane Henriksen Tobiassen til Sermitsiaq.AG.

Forklaringen

Forklaringen på at trække sig som formand lyder:

- Det er af personlige grunde. Jeg vil hellere bruge mine evner til at udvikle børn, forklarer Juliane Henriksen Tobiassen, der bor i Nuuk ligesom næstformanden.

Hun afviser, at begrundelsen for at trække sig skulle skyldes overenskomtforhandlingerne, hvor fagforeningen og arbejdsgiverne står langt fra hinanden. NPK har set frem til en markant lønfremgang, men Selvstyrets udspil matcher langt fra pædagogernes ønske. Det er uvist, hvornår forhandlingerne ventes afsluttet.

Powered by Labrador CMS