PÅSKEEKSTRA: Præst til verden som dødfødt

Påske er tid til gode familiestunder og måske også fordybelse i interessante artikler. I anledning af påsken bringer Sermitsiaq.AG hver dag en inuit-artikel fra AG. God fornøjelse.

Et venligt og et imødekommende menneske med et mildt væsen, der altid høfligt lytter til de personer, han møder i sit virke som kateket, senere præst og som provst indtil sin pension. Dette gælder også for ham som menneske. Det er ganske beskrivende for Hans Johan Lennert. Egentlig har han aldrig drømt om at blive kateket, præst, og han har aldrig forestillet sig at blive provst for Nordgrønland. Sådan er der jo så meget i livet. Men mere om det senere.

Vinterens komme med kulde og sne. Kul på komfuret i køkkenet, varmen derfra skal sprede sig rundt i husets stue og værelser. Varmen skal helst vare hele natten. Varmen fra kullets orange glød. Så er det med at stå op tidligt næste dag og sørge hurtigst muligt for at tænde op igen for komfuret ved først at fjerne asken fra kullet.

Husets beboere vågner og kan mærke, at det er blevet koldt i værelset. Tre børn, to på seks år og den yngste på fire. Mor er ikke hjemme. Hun ligger på sygehuset. Far fortæller, at de har fået en bror. Og børnene glemmer helt den kolde morgen, de springer af glæde og spørger far, hvornår mor og den lille ny kommer hjem. Det er den 19. oktober 1949. Den lille dreng blev født natten til onsdag for 72 år siden. Drengen er på grønlandsk »angerlartoqut«, den lille ny opkaldt efter en afdød bror, der døde få dage efter sin fødsel to år tidligere.

Børn døde af kighoste

Det var da også ganske dramatisk, da Hans Johan selv blev født:

- Min mor fortalte, at jeg var dødfødt. Lægen forsøgte at genoplive mig, men efter lang tid opgav han. Men jordemoderen gav ikke så let op. Hun tog mig ved anklen og gav mig et hårdt klask på fodsålerne, mens hun sagde: »Du, lille dreng, du skal ikke dø (med henvisning til andre nyfødte, der døde af kighoste)«. Og så var jeg begyndt at græde højt, fortæller Hans Johan Lennert.

Så der var ekstra meget at glæde sig til, når mor og den lille kommer hjem. Storebror Gustav Lennert fortæller:

- Da vores mor og Aatsi (Hans Johan) kom hjem fra sygehuset, blev vi meget glade. For det var sjældent, at kvinderne fødte på sygehuset dengang. Der var i stedet hjemmefødsel. Når vores mor skulle føde, blev vi sendt ud for at lege, eller sendt i seng, hvis mor skulle føde om natten.

En del børn døde af børnesygdommen kighoste, derfor fødte mor Hans Johan på sygehuset. Og gudskelov for den dygtige jordemoder, fik han livet igen efter klask i fodsålerne. Og da han er »angerlartoqut« efter sin afdøde storebror, blev han også særlig elsket især af sin far, der har svært ved at sige »nej« til ham, fortæller Gustav og fortsætter: ¨

- Selv om vi alle børn var elsket af vores forældre, hvor vi alle hver især havde vores pligter, var Aatsi yndlingsbarn, men ikke forkælet. Han var meget elsket og var noget særligt, også fordi han har navn efter sin afdøde storebror. Jeg kan jo huske min første lillebror, som Aatsi har fået navn efter, jeg var så glad, da han blev født. Men kun få dage efter døde han. Han blev døbt hjemme hos os. Sammen med en fanger, ven til mine forældre, min far og jeg måtte begrave ham. Dengang lå mødrene dagevis på sygehuset efter at have født. Så jeg var ekstra glad for min nye ’første’ lillebror Aatsi, fortæller Gustav Lennert, der selv er født i 1943 som den ældste.

Livet som ordblind

Hans Johan mangler ikke noget at tage sig til, da familien finder ud af, at han ikke kan læse. – Dengang kendte man ikke noget til ordblindhed. Og da jeg ikke kunne læse lektier, plejede jeg at hjælpe min mor og går i gang med forskellige sysler: byggede slæder af cigarkasser eller af pap. Om foråret byggede jeg legetøjsbåde af dåser fra mælkepulver. Også til andre. Og med sejl til. Om vinteren hjalp jeg min mor med at sy skindarbejder. Varme vanter, kamikker samt handsker til at fiske med. Som 12-årig syede jeg et par skindbukser til en af mine yngre brødre, fortæller Hans Johan.

Han er også god til at lave mad. Som børn lærte også drengene at kunne lave mad. Mor Karoline var også der en stor inspiration:

- Da jeg næsten altid var hjemme, veg jeg ikke fra min mors side, når hun lavede mad. Hun fortalte mig, hvorfor hun tilberedte maden på denne måde. Og når vi var på sommerfangst og lå i telt lidt nord for Ilulissat, var jeg altid ved hendes »killut« – flade sten lagt ovenpå hinanden op ad en flad stenvæg, hvor man sætter en gryde på for koge mad - for at se til, når mor tilberedte maden og lærte derfra. Jeg benytter aldrig kogebøger, når jeg laver mad.

- Jeg blev mobbet for ikke at kunne læse, så blev jeg godt gal i skralden og tænkte kun: »godt, du ikke har det samme problem som jeg.«

Hans Johan var teenager, da han får tjansen som fejer på snedkerværkstedet i Uummannaq, som de flyttede til i 1965. Snedkeren fandt hurtigt ud af, at den unge knægt var god til at snedkerere. Far Hans blev tilkaldt. Snedkeren og lederen på værkstedet ønskede at sende den unge mand til Danmark for at lære mere om snedkerfaget. Men far kunne ikke opfylde deres ønske med den begrundelse, at hans søn hverken kunne læse eller skrive. Så nyttede det jo ikke at sende ham til Danmark for at lære om faget. En beslutning, som den unge mand ikke fortrød. I stedet fortsatte han med at hjælpe snedkeren, også med at færdigbygge huse.

Fik åbenbaring i en drøm

Som 16-årig flyttede de tilbage til Ilulissat efter et år i Uummannaq. En aften, som Hans Johan aldrig glemmer, skete der noget, der skal ændre hele hans tilværelse. Hans Johan fortæller:

- Jeg gik i seng grædende. Jeg var ked af ikke at kunne læse og skrive. Grædende bad jeg fadervor, sådan som jeg plejer. Jeg faldt i søvn. Drømte om en mand med et langt, hvidt dækken, måske en anorak. Han sagde: »Jeg kommer til dig på grund af din store smerte. Siden din yngste barndom har du bedt til Gud, du skal spørge din mor, hvilken side i salmebogen Fadervor findes. Du kan Fadervor udenad, nu skal du lære at læse den fra salmebogen. I løbet af dit liv har jeg en opgave til dig ved hjælp af det, du lærer.«

- Tålmodigt forsøgte jeg gang på gang at læse teksten. Men budbringerens ord i min drøm blev til virkelighed. Endelig, efter mange forsøg lykkedes det. Jeg har fortalt dette til nogle få. Min mor har ikke en gang spurgt mig, hvorfor jeg bad hende om sidetallet til Fadervor. Da jeg endelig kunne fortælle min drøm, var det svært at stoppe. Jeg var så taknemmelig overfor den lykke at møde personen i min drøm. Jeg tror, at han var Jesus.

To måneder efter drømmen skete det uvirkelige. Hans Johan kunne læse og skrive. Og sikkert var det, at Hans Johan senere valgte at stille op til valg til menighedsrådet som ung.

Valgt til menighedsrådet som ganske ung

Det var ikke mærkeligt, at Hans Johans interesse for det kirkelige arbejde blev vækket, da han var ganske ung. Og med en far, Hans Lennert, som overkateket, var der gudstjenester hver søndag og i helligdagene. Hans Johan blev valgt ind i menighedsrådet i Ilulissat som 22-årig som den yngste og var medlem der indtil 1991. To år før blev han anmodet om at blive læser, da byens uddannede kateket flytter til en anden by. Menighedsrådet annoncerede ellers efter en ny, men ingen henvendte sig. Så der startede Hans Johans karriere indenfor det kristelige arbejde.

- Menighedsrådet ønskede, at jeg skulle være læser i gudstjenester med den begrundelse, at jeg var den yngste. Men jeg sagde ellers nej, da jeg syntes, at der var andre, der var mere egnede til det. Til sidst gav jeg mig og startede som læser i november 1989, fortæller Hans Johan.

Og det ene førte med det andet. Som baggrund af læserarbejdet, startede han at læse på kateketskolen og bliver ordineret som kateket i februar 1991.

- Efter færdiguddannelsen som kateket, blev jeg vurderet og opfordret til at læse videre som præst. Jeg startede på et hold på en særlig komprimeret teologisk uddannelse af præster. Det var ganske hårdt. Men jeg blev ordineret som præst i november 1992.

Og således blev han præsteviet den 1. januar 1993 i Qaanaaq Præstegæld, der ikke havde haft fast præst i to år. To år efter i 1995 flyttede han og familien til Uummannaq, hvor han blev præst. I 1997 gjaldt det Sydgrønland, Qaqortoq Præstegæld.

Alt skulle planlægges

Han var præst i Qaqortoq, indtil han blev provst for Nordgrønlands Provsti i 2004. Og arbejder som provst i ti år indtil sin pensionering som 65-årig i slutningen af oktober 2014. Efter Qaanaaq i 2009 blev indlemmet i provstiet, fik Hans Johan ansvaret for over 30 steder, bygder og byer, lige fra pedeller, rengøringspersonalet, kateketer mv. Han rejste meget i de byer og bygder, også i perioder, hvor der var mangel på præster i de byer, han var ansvarlig for.

- Alt skulle planlægges for at det hele går op. I de byer, som ikke havde præst, krævede det mange ressourcer at planlægge konfirmationer og vielser. Konfirmationer skal planlægges omhyggeligt, så de ikke overlappede hinanden. Og man forhandlede sig frem til datoerne for vielser, hvor skal vielsen foregå, har præsten tid til det. Jeg takker for, at vi præster samarbejdede godt og kunne tale sammen for at opnå det bedste resultat for os allesammen. Og en gang imellem var jeg alene som præst i Ilulissat, når der var sygdom.

- Men det mest sørgelige i mit arbejde som præst var, når jeg som præst skulle døbe for tidligt fødte spædbørn. Nogle har overlevet og jeg har døbt to, der lige efter dåben døde. Som om de kun ventede på at blive døbt. Disse og andre begravelser af flere personer, der var omkommet i havet, glemmer jeg aldrig. Men jeg er glad for, at jeg får kræfter af min budbringer, hvis ord gik i opfyldelse. Derfor er det vigtigt for mig at bede til Gud, hver gang jeg skal afholde gudstjeneste, fortæller Hans Johan om sit præstearbejde.

En travl pensionisttilværelse

Hans Johan var i gang med at nyde sit otium som pensionist i et par måneder, da biskoppen ringede til ham for at spørge, om han ikke lige vil arbejde igen som præst i Ilulissat. Det var han da interesseret i, hvori biskoppen sagde til ham: »Så kan du møde på arbejde kl. 10.« Altså samme dag. Efter nogle få dage med undervisning af kommende præster på Ilimmarfik i Nuuk, som han allerede havde lavet en aftale om, tog han tilbage til Ilulissat. Der arbejder han igen som præst i yderligere fire år. Men 1. august 2018 flytter han og hans hustru, Inger, til Danmark. De bor nu i eget hus i Herlufmagle i nærheden af Næstved.

- Jeg har gang i masser af forskellige ting, mangler ikke noget at lave. Først Mathias Storchs bog »Naammassivoq«, som jeg transskriberer til den ny retskrivning. Vi har et lille udhus i vores hus, som er velisoleret. Det benytter jeg som værksted. Jeg er god med mine hænder og har masser af planer for husflid.

- Jeg har bygget modeller af Naalakkatta Illua og Zionip Oqaluffia (kirker i Ilulissat) af træ. Med møbler mm. Jeg laver alle former for harpunspidser med udsmykninger. De sidste harpunspidser, laver jeg efter en bog, mere sjældne harpunspidser lige fra Avanersuaq til Østgrønland. Jeg har lavet hvaler uden at ændre brættets farve, fortæller Hans Johan om sin kunstneriske virksomhed.

Desuden har han siden sin ungdom solgt sine værker udskåret i træ til salige hotelejer Knud Rasmussen, der havde flere hoteller i Grønland samt i udlandet. Rasmussen ville have dem udstillet på nogle af sine hoteller i udlandet. Små slædemodeller udsmykket med ben og med tre hunde. Hvaler, der ses i Grønland, disse har Rasmussen også købt. Hans Johan udfører også små kunstværker udskåret af ben, uden brug af slibemaskine. Desuden benytter han også vegsten til sine små kunstværker, når han har materialerne til det.

Mange års rygning sætter sit spor

Et par år før, de flyttede til Danmark, begyndte Hans Johans at skrante lidt. Han fik ofte lungebetændelse, tre eller fire gange om året. Det blev ligesom normalen at få denne sygdom. Han røg 30- 40 cigaretter om dagen, især i sine travle perioder.

- Når jeg slukkede en cigaret, tændte jeg straks en ny. Og da vi flyttede til Danmark, fik jeg lungebetændelse tre gange. Mine lunger blev undersøgt grundigt, og jeg fik medicin. Lægen indkaldte mig til samtale og sagde: »Hr. Lennert, dine lunger er syge. Når du går ud herfra, holder du op med at ryge.« Jeg blev meget berørt af lægens ord og sagde til mig selv: Ja, jeg forstår, jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at holde op med at ryge. Og så hørte jeg min hustru sige til lægen: »I kan gøre alt det, I kan, men han holder aldrig op med at ryge«, fortæller Hans Johan.

Men lægen havde ryge-stop-medikamenter, som Hans Johan skulle tage i en måned, og andre, som han også skulle tage i yderligere en måned. Han tog imod tilbuddet.

- De første dage uden cigaretter var forfærdelige, trangen til at ryge var der konstant. Men jeg havde besluttet i mit hjerte og i mit sind at holde op med denne skadelige vane. Og efter nogle få dage var trangen væk. Jeg ønsker at være der for min familie forhåbentlig i mange år endnu. Desuden var jeg holdt op med at drikke alkoholiske drikke i 2013, selv om jeg ikke havde problemer med det. Livet er en gave til låns, en lykke, som vi skal værdsætte, slutter Hans Johan Lennert, der slukkede sin sidste cigaret i 2018, efter at have røget i over 50 år. Og hans lunger fik det meget bedre, sluttede han med at fortælle.