Påkørt af dumper: 63-årig kvinde er afgået ved døden
Fredag morgen er 63-årig kvinde blevet påkørt i forbindelse med snerydning i Nuuk. Hun er død af sine kvæstelser, mens en 40-årig mand er sigtet for uagtsomt manddrab, oplyser Grønlands Politi.
Opdateret 14.50 med nye oplysninger fra Grønlands Politi.
En entreprenørmaskine - en dumper - der var ved at flytte sne, har fredag morgen påkørt en 63-årig kvinde i Nuuk på Svend Jungep Aqqutaa.
Vidner, der var til stede på ulykkestidspunktet, ydede hurtig førstehjælp til kvinden, der efterfølgende blev bragt til Dronnings Ingrids Hospital.
Desværre kunne kvindens liv ikke reddes, og hun blev erklæret død lidt over klokken 8. Føreren af køretøjet, en 40-årig mand, blev testet for spirituspåvirkning på stedet, men prøven viste, at han ikke var påvirket af alkohol. Han blev derefter taget med til Politigården i Nuuk, hvor han blev afhørt og sigtet for uagtsomt manddrab.
- Der er tale om et meget tragisk uheld, som desværre endte med den værst tænkelige udgang. Der er ingen tvivl om, at det har været en voldsom oplevelse for føreren af køretøjet og for vidnerne på stedet, siger politikommissær Palli Augustinussen, der er vagtchef hos Grønlands Politi.
Manden er blevet løsladt
Vagtchefen oplyser, at der er ved at blive iværksat krisehjælp i samarbejde med det kommunale beredskab til de vidner, der har ønsket det.
- Føreren af køretøjet var naturligvis også meget påvirket af situationen, så ham vil der også blive taget godt hånd om, siger Palli Augustinussen.
Han er sigtet for uagtsomt manddrab, som er helt almindelig procedure i sager, hvor nogen uden hensigt kommer til at slå et andet menneske ihjel i trafikken. Manden er nu løsladt igen, og politiet skal efterforske hændelsen.
De pårørende til den afdøde kvinde er underrettet.