Overenskomst indgået på finansområdet

Finansforbundet og Grønlands Arbejdsgiverforening er efter hårde forhandlinger nået til enighed om en ny aftale

Finansforbundet og Grønlands Arbejdsgiverforening har indgået en ny toårig overenskomst for den finansielle sektor. Foto: Leiff Josefsen

Finansforbundet og Grønlands Arbejdsgiverforening har indgået en ny toårig overenskomst for den finansielle sektor. Den gælder for 2012 til 2014.

- Der er forhandlet inden for en snæver ramme, og der har derfor været tale om hårde forhandlinger, udtrykker både direktør Kent Petersen fra Finansforbundet og direktør Henrik Leth fra GA.

Som i enhver forhandling er der ingen af parterne, der har fået opfyldt alle ønsker og krav, men parterne er enige om, at der er tale om et "velafbalanceret" resultat, som begge parter er tilfredse med.

- Aftalen tager hensyn til de meget snævre rammer for den generelle lønudvikling, der i disse år er mulighed for i det grønlandske samfund, men giver på den anden side en række forbedringer for lønmodtagerne.

Der er sket en regulering af det samlede løn- og pensionsniveau på tre procent over to år. Herudover er ordningen om feriefrirejser blevet forbedret således, at flere medarbejdere nu får mulighed for en feriefrirejse hvert andet år frem for hvert tredje år.

Parterne har desuden aftalt at nedsætte et udvalg, der skal diskutere et nyt lønsystem frem til næste forhandling i 2014.

Powered by Labrador CMS