Gå til hovedindhold

Ord og billeder på godt børneliv

Eleverne fra 6. klasserne i Kangaatsiaq og Kullorsuaq har vundet Meeqqat Inuunerissut/Bedre Børnelivs konkurrence om at sætte ord og tegninger på et godt børneliv.

Eleverne fra de to skoler har deltaget i konkurrencen med blandt andet flotte tegninger og smukke digte, der sætter farver og ord på det gode børneliv.

Elever fra hele landet har deltaget i konkurrencen, og én af klasserne har lavet vægplakater, mens en anden har lavet en avis. I alle bidrag til konkurrencen er det tydeligt, at børnene har taget sig god tid til at fortælle deres mening om, hvad der skal til for at få et godt liv.

Masser af kærlighed og hold så op med at drikke og ryge!

En stor del af børnene fortæller, at et godt børneliv handler om at få masser af kærlighed fra både familie og venner. Forældre skal fortælle deres børn, at de elsker dem, og vise det ved at lave sjove og hyggelige ting sammen med dem. Derudover skriver nogle af børnene, at voksne skal holde op med at drikke alkohol og ryge.

Gode venner og sport er vigtigt for et godt børneliv

Rigtig mange af børnene fortæller, at gode venskaber er noget af det vigtigste i et godt børneliv. Børn skal have tid og lov til at dyrke sport og lege med deres venner. Børnene fra små byer og bygder efterlyser steder, hvor de kan være sammen og have det sjovt. Tegninger af svømmehaller og drømmebørneværelser viser, at børnene ønsker sig fysiske rammer at have det godt i.

Børns mening bliver synlig for alle på postkort

Børn har ret til at sige deres mening og blive hørt. Derfor er Meeqqat Inuunerissut/Bedre Børneliv i gang med at lave postkort af nogle af de tegninger, der er blevet sendt ind til konkurrencen. På den måde vil mange flere høre børnenes meninger om, hvad der skal til for at få et godt børneliv. Derudover vil vi også bruge børnenes bidrag til at udarbejde et idékatalog til børnefagligt personale og andre interesserede, om hvordan vi kan gøre livet bedre for børn her i landet.

Baggrund

Foreningen Meeqqat Inuunerissut/Bedre Børneliv arbejder for at bedre børns vilkår i Grønland. Vi går ind for langsigtede strategier og handleplaner frem for brandslukning, som desværre ofte bruges som løsning idag på grund af manglende langsigtet planlægning og prioritering. Foreningen blev stiftet d. 23. januar 2008 i Nuuk.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies for at kunne se og deltage i debatten.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER