Opsang fra Kim Kielsen

Der er én bestemt ting, politikerne skal blive bedre til at lægge fra sig, lyder et råd fra Kielsen, som også har en helt anden ting på hjerte: - Mobning skal stoppes.

Kim Kielsen, formand for Inatsisartut. Arkivfoto.

Som traditionen foreskriver får Inatsisartuts formand det sidste ord, inden Inatsisartut lukker ned for denne gang, og nisserne får frit spil i den gamle sal. Det skriver avisen AG.

Kim Kielsen kom med en opsang både til medlemmerne af Inatsisartut og det omgivende samfund. For politikerne gælder det deres mobiltelefoner, og den formaning er nok nærmest kærlig ment:

- Jeg håber, at I under de kommende helligdage vil skrue ned for mobilen. Lægge den lidt væk. Jeres familier og kære har brug for Jer. Kig på dem i stedet for mobilen.

Samtidig indskærper Kielsen over for samfundet, at det politiske arbejde ikke må gå ud over de folkevalgtes familiemedlemmer.

- Vi har folkevalgte, der har små børn, og vi har en del, der kommer fra kysten. Desværre har vi hørt, at nogle af de folkevalgtes børn bliver udsat for mobning, fordi deres forældre er folkevalgte. Det bør ikke være sådan, og jeg håber, at man er opmærksom på, at sådanne situationer ikke udspiller sig. Folkevalgtes børn skal selvfølelig ikke behandles værre end andre, sagde Kielsen, da han som sidste mand fik ordet på årets sidste Inatsisartutmøde.

Læs mere om efterårssamlingens sidste dag i denne uges udgave af AG. Få adgang her:

Powered by Labrador CMS