Oprydning af baser: Første kontrakter underskrives snart

Kommuneqarfik Sermersooq forventer, at de første kontrakter underskrives i slutningen af juli. To grønlandske virksomheder har vundet licitationen af opgaverne.

Oprydningen af to steder, Ikkatteq i Østgrønland og Marraq i Vestgrønland, hvor der tidligere har været amerikansk tilstedværelse, kan snart begynde.

Kommuneqarfik Sermersooq forventer at underskrive kontrakter med to grønlandske virksomheder i slutningen af juli.

- Kommuneqarfik Sermersooq, som er bygherre på de to første oprydningsopgaver, Ikkatteq og Marraq, har i slutningen af maj sendt opgaverne i offentlig licitation. Kommuneqarfik Sermersooq har afholdt licitationsmøde vedrørende henholdsvis Ikkatteq og Marraq, de lavest bydende er to grønlandske virksomheder. Kommuneqarfik Sermersooq forventer at underskrive kontrakterne i slutningen af juli 2019.

Sådan lyder svaret fra Formanden for Naalakkersuisut og Naalakkersuisoq for Miljø, Kim Kielsen (S) til et spørgsmål fra Justus Hansen (D) om oprydning af tidligere amerikanske baser.

To lokaliteter prioriteres

Naalakkersuisut meddeler i deres svar til paragraf 37-spørgsmålet, at Ikkatteq og Marraq prioriteres i første omgang.

Styregruppen, som blev etableret efter en oprydningsaftale blev sat på plads i januar 2018, har undersøgt flere steder, som amerikanerne ikke længere bruger.

- Styregruppe, der udmønter aftalen, har udarbejdet en foreløbig liste over lokaliteter, der i regi af den politiske aftale, bør besigtiges med henblik på vurdering af behov for oprydning. Herudover er der lokaliteter der skal undersøges nærmere, inden det kan afklares, om de er omfattet af den politiske aftale, lyder det i svaret.

Styregruppen har lavet en foreløbig liste over lokaliteter der vurderes at være relevante for besigtigelse og en eventuel oprydning. I alt 19 i både vest- og østkysten er listet ind i den foreløbige liste.

Det er ikke oplyst hvilke to grønlandske virksomheder, der har fået opgaven til at rydde op i Ikkatteq og Marraq.

Powered by Labrador CMS