Opråb: Ny skisæson er i alvorlig fare

Gennem flere år har Sisorarfiit desperat forsøgt at råbe kommunalpolitikerne op, da pistemaskinerne er helt udtjente

Pistemaskine
Pistemaskinerne er nedslidte, og der er behov for nye.

Øjeblikkelig handling er påkrævet, hvis ikke denne sæson skal blive den sidste, både hvad angår alpint skiløb, langrend og snowboard.

Pistemaskinerne hos Sisorarfiit kører på absolut sidste vers, og lige nu er kun den ene af maskinerne i drift. Reparation af de øvrige er en meget tung økonomisk post, som leverandøren fraråder, da maskinerne er henholdsvis 18 og 22 år og har flere gangtimer, end leverandøren har set andre steder.

Folkelig vintersport

Vintersport er en utrolig stor del af den sunde livsstil, som mange borgere i Nuuk har. Det er folkelig sport, som dyrkes på alle niveauer, og alle kan være med om de er motionister, entusiaster eller elitesportsudøvere. Man behøver ikke have et nummer på maven for at stå på langrend, løbe på ski ned af Lille Malene eller lave seje jumps på snowboard. Derfor skønner Sisorarfiits formand, Morten Jørgen Heilmann, også, at der i løbet af en weekend med sol og godt vejr kan være op til 5.000 lokale, der enten løber på ski, står på snowboard eller nyder at gå en tur på eller langs løjpen.

Taler for døve øren

Sisorarfiit har de sidste 20 år forsøgt at synliggøre, at der er behov for, at man i planlægningen løbende budgetterer med udskiftning af pistemaskinerne, da disse ikke holder evigt. Skiliften har derfor forsøgt at indstille til kommunen, at driftstilskuddet suppleres, så der er plads til en opsparing til løbende fornyelse af maskinparken.

Alligevel er det kun blevet til en ny maskine i forbindelse med AWG i 2002 og igen da AWG i 2016 atter kom på plakaten. Da blev der investeret i to pistemaskiner, hvoraf den ene straks efter legene blev sendt til Tasiilaq.

Alvorlig nuværende situation

Situationen lige nu er meget skrøbelig. De sidste to år har Sisorarfiit, i forbindelse med ansøgning om tilskud til nye pistemaskiner, beskrevet overfor Kommuneqarfik Sermersooq hvor slemt, det står til med det nuværende materiel.

Enstemmigt fortæller driftsleder, Claus Christoffersen, og bestyrelsesformand i Sisorarfiit, Morten Jørgen Heilmann, at kommer der tekniske problemer med den nyeste af pistemaskinerne, så vil dette betyde, at de bliver nødt til at lukke ned for liften og indstille præparering af langrendsløjperne, indtil pistemaskinen igen er kørende.

Erkender utilstrækkelighed

Ingen af de to håber på det kommer dertil, men fortæller, at både maskiner og personale arbejder på højtryk for bare nogenlunde at kunne lave acceptable forhold for de mange glade brugere af byens pister og løjper.

Der er ingen hos Sisorarfiit, der ligger på den lade side, og indtil nu har udfordringen været, at problemer er blevet løst, og problemet derfor ikke har været synligt.

– I denne sæson har der dog desværre været dage, hvor både pister og løjper ikke har været kørt, og det er på ingen måde tilfredsstillende, fortæller Claus Christoffersen.

GM på usikker grund

I påsken skal der i Nuuk afholdes GM både i alpint skiløb og i snowboard. Allerede nu har man erkendt, at dette ikke kan foregå under optimale forhold. Derfor er det besluttet, at GM i snowboard flyttes til øverste del af Lille Malene og med et nedsat program.

Det alpine skiløb bliver ligeledes påvirket, da banerne må køres med færre porte, da det med de nuværende pistemaskiner ikke er muligt at lave forholdene gode nok til den fulde bane.

Økonomien i det hele

For at kunne være godt kørende igen, bør der indkøbes to pistemaskiner af modellen PB400, der svarer til den maskine, der blev indkøbt i 2015 forud for AWG.
Ideelt skulle der ligeledes indkøbes en PB100, der er en noget mindre pistemaskine, der især først på sæsonen er rigtig god til at lave forarbejdet på eksempelvis langrendsløjperne.

En PB400 koster ifølge tilskudsansøgninger, som Nuuk Ugeavis har fået aktindsigt i, 2.730.000 kroner, og en PB100 ligger prismæssigt omkring 1.800.000 kroner.

Lille investering med stor værdi

Det betyder, at for omkring 5,5 millioner kroner kan Sisorarfiit være godt kørende igen, og der vil kunne laves bedre forhold for både skiløbere og snescooterkørere. Ligeledes vil dette betyde, at der kan køres løjper om bag Lille Malene og på toppen af Lille Malene, som det er set tidligere år, men som ikke har været muligt i år grundet udslidt materiel.

Set i forhold til mange anlægsprojekter, kulturpuljer og lignende er dette en forholdsvis lille investering, der vil komme en kæmpe del af Nuuks befolkning til gode.

Fremtidig planlægning

Skiliften, der drives som en fond, modtager et årligt tilskud fra Kommuneqarfik Sermersooq på 2,6 millioner kroner til sammenligning får Svømmehallen Malik et årligt tilskud i omegnen af 9 millioner kroner, og Katuaq modtog i 2018 9,8 millioner kroner. For at fremtidssikre driften af Sisorarfiit bør der hvert andet år indkøbes en ny pistemaskine, så der sker en løbende udskiftning af vognparken. Dette ville betyde et øget årligt tilskud på 1,4 millioner kroner.

Gratis skilift

På skiliften erkender de, at al fokus har været på driften, og at de i kampens hede har glemt at fortælle om alle de succeshistorier, der er så mange af på skiliften.
Blandt andet har der på skiliften i hele denne sæson været gratis liftkort til børn op til 16 år tirsdag til fredag. Dette har betydet, at rigtig mange børn, der normalt ikke ville komme på liften, har været faste gæster på liften i år.

– Det har været en rigtig stor tilfredsstillelse, at børn fra alle sociale lag benytte skiliften i år.

– Sport er vejen til en god fremtid, understreger Morten Jørgen Heilmann.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS