Oppositionen: Kortsigtet at sælge Royal Greenland

Mandag kunne Naalakkersuisoq for finanser præsentere landets budget for næste år – Finansloven. Gode takter, mener IA mens Atassut og Partii Naleraq hagler den ned.

Naalakkersuisoq for Finanser, Vittus Qujaukitsoq, fremlagde mandag finansloven for næste år på vegne af koalitionen.

Formand for Inuit Ataqatigiit, Múte B. Egede, er tilfreds med, at koalitionen i finansloven for næste år har fundet besparelser i Selvstyrets administration, hvilket også var en del af IA's forhandlingsoplæg.

- Man prøver at reformere administrationen og gøre det mere smidigt og billigt for at få råd til andre ting. Det er positivt, så længe det ikke går ud over samfundet, siger han og roser i øvrigt tiltaget med hurtig diagnostisering af kræftpatienter.

Men så rækker roserne heller ikke længere. IA-formanden er fortørnet over, at et salg af Royal Greenland skal undersøges og eventuel bruges til at finansierer regionale lufthavne samt vejen mellem Kangerlussuaq og Sisimiut.

- Det er jo som at tisse i bukserne når man er ude i kulden. Man får kun varmen ganske kort. Jeg forstår simpelthen ikke, at koalitionen vil sælge hønen, der lægger guldæg til landskassen, siger Múte B. Egede.

RG skal sikre fremtidige generationers velfærd

- Royal Greenland er vores største virksomhed og de genererer penge til landskassen, til at finansierer vores velfærd. Vi kan ikke være med til en hel eller delvis privatisering, for det er sektorpolitisk vigtigt, at vi kan have et spredt fiskerierhverv i hele Grønland, uddyber han.

Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen, har ikke meget tilovers for aftalen.

- Det er en meget kortsigtet finanslov med mange smukke ord, der ikke retfærdiggøres indholdsmæssigt, lyder det.

Han er ligesom IA's formand uenig i ideen om at sælge ud af Royal Greenland.

Medlem af Inatsisartut for Partii Naleraq Jens Napaattooq er heller ikke glad for finansieringen.

- Koalitionen har snydt borgerne igen. De har sagt, der ikke ville komme flere afgifter, men det gør der jo alligevel, når de hæver prisen for vand og el for fiskeindustrien. Og at man vil sælge Grønlands hjertebarn (Royal Greenland) er ikke i orden. Vi kan ikke være med til at sælge fremtidige generationers indtægtsmuligheder. Det vil betyde dårligere velfærd generelt, lyder det.

Træt af processen

Atassut er stadig forundret over processen, hvor han fastholder, at Atassut blev smidt ud af forhandlingerne uden grund. Vittus Qujaukitsoq har meldt ud, at det var på grund af ultimative krav fra Atassut, som koalitionen ikke kunne honorere, at der ikke var grundlag for yderlig forhandling med partiet.

Aqqalu Jerimiassen mener, det blot var oplæg til forhandling og gentager sine ønsker.

- Vores ultimative ønske var en klar forbedring til pædagogernes løn samt beskatning af krydstogtsskibe ud fra antal passagerer.

Men der er alligevel også et enkelt lyspunkt ved aftalen påpeger Atassut-formanden.

- Èn ting er vi dog glad for. Naalakkersuisut har brugt vores slogan ”Med Mennesket i Centrum” som overskrift, siger han.

Vil fortsat hente penge på lufthavnsprojekter

Jens Napaattooq mener, at løfterne om at ældre kan trække sig tilbage tidligere er valgflæsk, som ikke gør en forskel.

- Der er allerede mulighed for førtidspension, hvis man er nedslidt, men det er så besværligt at meget få drager nytte af det, siger han.

Partii Naleraq holder fast i, at pengene til finansiering af finansloven burde findes i lufthavnsbyggerierne.

- Lufthavnene er stadig en dårlig ide og en dårlig investering som stadig kan risikere at blive dyrere end forventet, slutter han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Samarbejdspartiet.

Powered by Labrador CMS