Oppositionen langer ud efter Hans Enoksen

Hans Enoksens idé om at forslag i Inatsisartut ikke behøves at fremsættes på dansk får en hård medfart fra oppositionen

Hans Enoksen (PN) har dårlig nok sat sig til rette i formandsstolen i Inatsisartut, før oppositionen er ude med en skarp kritik af ham.

Det er Hans Enoksens udmelding om, at han vil drøfte med partierne, hvorvidt alle forslag i Inatsisartut behøves at blive fremsat på dansk ved siden af det grønlandske, der har fået oppositionen op af stolene.

- Det er et rigtig dårligt forslag. Alle skal have ret til at blive hørt og forstået i den politiske debat, lyder det fra Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen.

Heller ikke hos Inuit Ataqatigiit er man begejstret for ideen.

- Grønland, vores land, har brug for alle kræfter. Opdelingen af vores befolkning på baggrund af sprog må stoppe. Og det skal netop Formanden for Inatsisartut, som besidder landets højeste embede, stå i spidsen for, skriver IA-formand Sara Olsvig i en pressemeddelelse.

Hans Enoksen (PN) henviser i AG til, at grønlandsk er landets eneste officielle sprog.

- Der står i selvstyreloven, at det grønlandske sprog er hovedsproget i Grønland. Men situationen er alligevel den, at et forslag til Inatsisartut ikke kan blive optaget på dagsorden, hvis forslaget ikke er oversat til dansk. Det kan ikke passe, at Inatsisartut skal arbejde under disse forhold, siger han.

Men den køber Randi Vestergaard Evaldsen (D) ikke.

- Der er tale om forskelsbehandling, som også vil få en negativ indflydelse på det politiske arbejde i administrationen, lyder fra hende.

Samarbejdspartiet går skridtet videre og siger, at man bør anerkende at Grønland de facto er et to-sproget samfund.

- Hver eneste gang denne diskussion tages op, udelukker man 30 % af befolkningen, der ikke taler grønlandsk, og skaber splid, og en underliggende tone af, at alle dem der ikke mestrer grønlandsk e forkerte, uden løsninger, uden tilbud om kurser og integration, skriver partiets medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen i en pressemeddelelse.

Alle tre oppositionspolitikere mener, at Hans Enoksen ikke lever op til sin rolle som formand for Inatsisartut.

- Der er tale om et partipolitisk udspil, og dermed misbruger Hans Enoksen sin position som formand for Inatsisartut, hvor man bør arbejde for alle, så man får lige vilkår, og vi har jo dansksprogede grønlændere i Inatsisartut, som dette forslag vil gå ud over, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Sara Olsvig gør opmærksom på, at IA stemte på Hans Enoksen med en forventning om, at han vil inkludere alle.

- Vi vil opfordre Formanden for Inatsisartut til, i stedet for at køre en populistisk og splittende linje, at gå ind i en konstruktiv debat om, hvordan sagsgangene i Inatsisartut kan smidiggøres, skriver Sara Olsvig, der foreslår, at man gør det valgfrit om partierne får penge til at oversætte eller får Inatsisartuts Bureau til at oversætte.

Powered by Labrador CMS