Opposition er stærkt bekymret: Grundlag for forfatningen kan smuldre
Det haster med at få igangsat en folkelig debat. Hvis folk ikke inddrages i udformningen af grundloven, vil det »med sikkerhed erodere forslagets legitimitet«, mener Vivian Motzfeldt.
Der er optræk til fornyet uro om Forfatningskommissionen. Det vækker således kritik og forundring hos oppositionen i Inatsisartut, at kommissionen ikke længere har ansvar for at inddrage borgerne i at udforme udkastet til fremtidens grundlov for Grønland.
Det skriver avisen AG.
I et større interview med AG i forrige uge oplyste den nyligt tiltrådte kommissionsformand Kuupik V. Kleist, at kommissionens opgave er »snævret ind til at lave lovudkastet, skrive en betænkning og skrive bemærkninger til de enkelte paragraffer«.
- Vores nye kommissorium er væsentlig forskellig fra det oprindelige kommissorium på det punkt, der vedrører involvering af befolkningen. Den del er nu taget ud af kommissoriet, og den opgave har Naalakkersuisut taget på sig, udtalte Kuupik V. Kleist til AG.
Det er Siumut utilfreds med.
- Naalakkersuisut er ikke en part i forfatningskommissionen. Der er en kommission, der arbejder udpeget via Inatsisartut, og det arbejde skal Naalakkersuisut under ingen omstændigheder blive direkte part i. Ikke mindst af hensyn til kommissionens egen troværdighed, siger Siumuts næstformand og politiske ordfører, Vivian Motzfeldt til AG.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: