valg

Efter opfordringer: Maliina afviser at stille op til valget

Tidligere politiker Maliina Abelsen har ingen planer om at forlade sin stilling som General Manager for Arctic Winter Games 2016

Arkivfoto af Maliina Abelsen

Det kom som en stor overraskelse, da det kom frem i juni 2013, at Inuit Ataqatigiit-politikeren Maliina Abelsen blot tre måneder efter Inatsisartut-valget, hvor hun fik tredjeflest personlige stemmer med 1.334, havde takket ja til stillingen som General Manager for Arctic Winter Games 2016.

Nu står et nyt Inatsisartut-valg som bekendt for døren den 28. november. Men trods opfordringer bliver det uden Maliina Abelsen som kandidat, fortæller Maliina Abelsen, der har været medlem af Inatsisartut og har haft to poster i Naalakkersuisut - senest som ansvarlig for finanser og nordiske anliggender.

Læs: Maliina bliver Arctic Winter Games-boss

Læs: Maliina: Jeg kommer helt sikkert tilbage

Er glad for sit AWG 2016-job
- Ja, selvfølgelig kribler det i mig, fordi jeg er et politisk menneske, og fordi jeg brænder for at gøre en forskel for vores samfund. Men efter overvejelser har jeg besluttet, at jeg ikke stiller op til det kommende valg, meddeler Maliina Abelsen, som takker for alle opfordringer og skulderklap.

- Jeg har valgt ikke at stille op, fordi jeg har påtaget mig jobbet som General Manager for AWG 2016 og gennem det projekt forsørger at skabe nogle af de resultater og værdier, som jeg som politiker talte om, uddyber hun.

Læs: Maliina Abelsen kåret som årets kvinde

Skal skabe sammenhængskraft i samfundet
For Maliina Abelsen er Arctic Winter Games 2016 meget mere end en uges sport- og kulturprojekt for unge.

- For mig er AWG2016 et projekt, der skal styrke ungdommen og sammenhængskraften i samfundet. Et projekt, der får os til at samarbejde på tværs af det offentlige og private, på tværs af organisationer og på tværs af vante grupper. AWG 2016 bliver det største projekt af sin slags, og vi skal udnytte værtskabet til at brande Grønland, lave projektuddannelse for unge, styrke kompetencer i virksomheder, øge serviceniveauet i butikker og sætte fokus på sport, sundhed og kultur. Og ikke mindst skabe stolthed og glæde. Det kan vi kun gøre, hvis vi gør det sammen på tværs af samfundet, fremhæver Maliina Abelsen.

Powered by Labrador CMS