Operationschef om Ocean Explorer: En god historie, trods alt

Arktisk Kommando følger fortsat Ocean Explorer tæt. Der er dog tilfredshed med håndteringen af grundstødningen indtil videre, siger chef for operationer i Arktis.

Torsdag formiddag kom nyheden om, at Ocean Explorer med sine 206 personer ombord var kommet fri af sin grundstødning i Nordøstgrønland.

Nyheden vækker i den grad tilfredshed hos Arktisk Kommando, som har haft ansvar for at håndtere situationen:

- Jeg er i allerhøjeste grad tilfreds. Det var en rigtig god nyhed, vi fik, at det var lykkedes Tarajoq at trække Ocean Explorer fri. Det gør alting meget nemmere.

- Det udestår nogle undersøgelser, og vi følger med, men det er trods alt en helt anden situation, end hvis vi havde skibet stående på grund oppe i Alpefjord stadigvæk og skulle arbejde med det, fortæller chef for operationer i Arktisk Kommando, kommandørkaptajn Brian Jensen til Sermitsiaq.AG.

Naturinstitut: Stolte af vores dygtige mandskab

Ocean Explorer kom fri ved hjælp fra Naturinstituttets Tarajoq. Instituttet oplyser i en meddelelse, at der blev indgået en kommerciel aftale med rederiet:

Ifølge Naturinstituttet lykkedes det at trække krydstogtskibet fri, ved at trække fra siden, samtidig med at et anker også blev trukket fra samme side af det grundstødte skib.

Tarajoq trækker Ocean Explorer fri.

- Vi er stolte af, at vores dygtige mandskab på Tarajoq fik trukket skibet fri, udtaler Josephine Nymand, direktør for Grønlands Naturinstitut.

Brian Jensen fortæller torsdag eftermiddag, at Ocean Explorer fortsat er i området for grundstødningen. Arktisk Kommando følger fortsat skibet:

Følger Ocean Explorer

- Vi er stadig interesseret i, hvad der foregår, og vi har stadig Knud Rasmussen på vej mod området. Det er ikke, fordi, vi tror, det kommer til at udvikle sig med Ocean Explorer, men hændelsen er først afsluttet i vores optik, når Ocean Explorer har fortsat sin rejse og forladt grønlandsk farvand, siger Brian Jensen, der også roser Tarajoq:

- Tarajoqs indsats var rigtig fin, og det er godt, at Selvstyrets eget skib i virkeligheden har løst det her langt hen ad vejen.

Grundstødningen har fået flere medlemmer af Naalakkersuisut til at sige, at reglerne for krydstogtskibes færden skal strammes. Brian Jensen vil ikke forholde sig til det politiske, men siger, at man følger debatten:

- Det er et politisk spørgmål, men det vedrører vores opgaveløsning, så vi følger naturligvis interesseret med i udviklingen, siger Brian Jensen, der ser hændelsen som en god historie:

- Særdeles godt samarbejde

- Jeg vil se på den her hændelse med Ocean Explorer som en god historie forstået på den måde, at nu er sagen kommet et godt sted hen, uden at der tilsyneladende er nogen, der er kommet til skade, og uden at miljøet har lidt overlast, siger Brian Jensen og fortsætter:

- Vi har undervejs haft et særdeles godt samarbejde med de grønlandske myndigheder og enheder, der har været indsat, så det har været en god historie, hvor det viser sig, at når vi hjælper hinanden, kan vi løse en opgave rigtig godt.

Det har vakt opsigt, at Knud Rasmussen skal bruge flere dage for at nå frem til Ocean Explorer. Brian Jensen understreger, at der hele tiden har være andre muligheder, hvis situationen skulle eskalerer:

- Det kan godt være, man er langt væk fra alting og også fra vores enhed Knud Rasmussen, men så er der andre i nærheden. De er også betydeligt tættere på Island end Sydvestgrønland, hvor vores enhed befandt sig på det tidspunkt.

- Så i en situation, hvor der var akut fare for menneskeliv, havde man haft andre muligheder at komme til skibet.

Powered by Labrador CMS