Gå til hovedindhold

Omstridt mineselskab hyrer departementschef til toppost

Greenland Minerals, der er langt fremme i bestræbelserne på at åbne en mine for sjældne jordarter i Kvanefeld, har hyret den tidligere departementschef Jørn Skov Nielsen som direktør, der i de seneste mange år har haft stor indflydelse på den grønlandske erhvervsudvikling.

Præcisering: Jørn Skov Nielsen er ansat som direktør og ikke administrerende direktør, som det tidligere fremgik af artiklen, red.

Den tidligere så magtfulde embedsmand i erhvervsdepartementet opsagde sin tjenestemandsstilling for ti måneder siden med effekt ved udgangen af maj, og spekulationerne om, hvad Jørn Skov Nielsen skulle kaste sig over, har siden været mangfoldige. 

Administrerende direktør John Mair fra Greenland Minerals oplyser i en pressemeddelelse, at Jørn Skov Nielsen vil komme til at spille en fremtrædende rolle internt i Grønland, når det gælder udviklingen af mineprojektet for sjældne jordarter, som i den grad er blevet et varmt debatemne, idet et af biprodukterne er uran.

Vigtig ansættelse

I en pressemeddelelse fra det australsk baserede mineselskab lægger man ikke skjul på sin glæde over, at man har formået at tiltrække en person, som har et endog meget indgående kendskab til det grønlandske erhvervsliv samtidig med, at Jørn Skov Nielsen har kunnet agere i det politiske miljø over en bred kam af emner.

Jørn Skov Nielsen skal have fokus på at få indhentet de nødvendige licenser og tilpasse mineselskabet til gældende regulativer i såvel Grønland som Danmark. Desuden får han ansvaret for den strategiske og kommercielle udvikling i forhold til Europa.

- Det er sjældent, at man får mulighed for at ansætte en person med så stor og relevant erfaring, der kommer til at spille en meget vigtig rolle for os i at opnå et vellykket udviklingsresultat. Hans (Jørn Skov Nielsen, red.) ønske om at blive et medlem af teamet er et vidnesbyrd om det stærke fundament, vi har etableret for Kvanefjeld-projektet, kvaliteten af de underliggende studier og muligheden for at udvikle et verdensklasse-projekt for Grønland, udtaler John Mair i en pressemeddelelse, der er udsendt fra det australske hovedkvarter i Perth.

Unikt projekt

Hovedpersonen selv, der er uddannet cand.polit., glæder sig til de nye udfordringer, fremgår det af meddelelsen.

- Det er et unikt industrielt projekt, der har potentialet til at blive verdensledende inden for udvindingen af sjældne jordartsmetaller, hvilket bidrager til forbedret energieffektivitet og øger vedvarende kraftproduktionskapacitet og reduktion af drivhusgasudledninger på verdensplan. Projektet har endvidere et stærkt perspektiv med hensyn til at støtte en langsigtet, bæredygtig udvikling af Grønlands erhvervsliv, beskæftigelse og vidensopbygning, udtaler Jørn Skov Nielsen uden at omtale uran-problematikken med et eneste ord.

Det er forventningen, at en VVM-høring om mineprojektet snart kan iværksættes.

Fakta om mineprojektet:

  • Kvanefjeld ligger nær byen Narsaq.
  • Vil bestå af en mine, et koncentrationsanlæg og raffinaderi.
  • Koncentrationsanlægget vil producere et mineralkoncentrat bestående af 20-25 % sjældne jordarter oxid (REO), et zink-koncentrat og fluorit.
  • Raffinaderiet vil producere sjældne jordart-mellemstoffer af høj renhed og uran som biprodukt.
  • Sjældne jordarter forventes at generere over 80 % af projektets indtægter, mens biprodukterne uran, zink og fluorit bidrager til projektets balance.
  • Greenland Minerals ejes af en lang række investorer med den kinesiske Shenghe Resources Holding Co LTD som den absolut største ejer med 10,5 procent af selskabet.
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER