Disse områder skal folketings-medlemmerne arbejde med

Danmark varetager fortsat en række områder i Grønland, og det er hovedsageligt disse områder, som de nye grønlandske folketingsmedlemmer vil skulle arbejde med. Men der er vide muligheder for, at medlemmerne også kan påvirke andre emner, siger forsker.

1. november er der valg til Folketinget, og to af de i alt 179 mandater vælges her i Grønland.

Sagsområder der varetages af Danmark

Liste I (Sagsområder som Selvstyret kan overtage, når man vil.)

Arbejdsskadesikring, Resterende områder under sundhedsområdet, Færdselsområdet,
Formueretten, Dykkerområdet

Liste II (Sagsområder der kan overtages efter forhandling med rigsmyndighederne.)

Kriminalforsorgen

Pas

Politiet og anklagemyndigheden samt de hertil knyttede dele af kriminalretsplejen

Retsplejen, herunder oprettelse af domstole

Kriminalretten

Udlændingeområdet og grænsekontrollen

Personretten

Familieretten

Arveretten

Advokatvirksomhed

Våbenområdet

Radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester

Radiokommunikationsområdet

Selskabs-, regnskabs- og revisorområdet

Fødevare- og veterinærområdet

Luftfart

Immaterialret

Ophavsret

Skibsvrag, vraggods og dybdeforringelser

Sikkerhed til søs

Skibsregistrering og søretlige forhold

Kortlægning

Farvandsafmærkning, fyrbelysning og lodsområdet

Havmiljø

Finansiel regulering og tilsyn

Råstofområdet

Arbejdsmiljø(arbejdsmiljø til søs er hjemtaget)

Meteorologi

Rigsanliggender som Grønland ikke kan hjemtage:

Statsforfatningen, statsborgerskab, Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt valuta- og pengepolitik.

Kilde: Selvstyreloven

Men hvilke Grønlands-relaterede emner skal de to nyvalgte medlemmer egentlig arbejde med i Folketinget?

Det spørgsmål har vi stillet Birger Poppel, der er samfundsforsker, tilknyttet Ilinniarfissuaq ved Ilisimatusarfik:

- Det som Folketinget har at gøre med, når det drejer sig om Grønland, er ikke mindst de ikke-hjemtagne områder.

Finanslov er vigtig

- Det er 32 områder, plus de områder, vi ikke kan hjemtage, som blandt andet er udenrigsområdet og forsvaret, forklarer Birger Poppel.

Derudover peger han på Folketingets arbejde med den danske finanslov:

- Det er interessant, fordi du via finansloven kan sikre penge, sådan som det gennem årene er sket, til eksempelvis sociale projekter for udsatte grønlændere i Danmark.

- Finansloven rummer derudover bevillingerne til de ikke hjemtagne områder, siger Birger Poppel og fortsætter: Det betyder, at hvis der f.eks. skal sikres ekstra midler til arbejdsmiljøområdet, sker det i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Sundhedsområdet fylder

Udover arbejdet med de hjemtagne områder og finansloven, så er der andre ting, der ikke er nærmere definerede, men som afhænger af det enkelte folketingsmedlem.

Eksempelvis fylder sundhedsområdet meget i denne valgkamp, på trods af at det er et hjemtaget område, og Folketinget kun har meget begrænset indflydelse.

Men måske kan politikerne godt skabe resultater inden for området alligevel:

- Der kan man sige, at vi har overtaget området, og der ligger nogle aftaler, men det kan være man få manøvreret nogle ekstra ting ind om f.eks. adgang til visse sundhedsydelser.

En formidler funktion

- Der har de grønlandske medlemmer en slags formidler funktion. De kan rejse nogle problemer i Folketinget enten alene eller i samarbejde med Naalakkersuisut. Det er i høj grad spørgsmålet om, hvor talentfuldt det enkelte medlem er til det diplomatiske arbejde, siger Birger Poppel, der også nævner vigtigheden af arbejdet i Folketingets Grønlandsudvalg og muligheden for folketingsmedlemmerne til at stille spørgsmål til regeringen.

Ifølge meningsmålingerne kan de grønlandske mandater blive afgørende for dannelsen af en rød regering. Det kan give de to grønlandske medlemmer mere indflydelse:

- Det kunne jeg sagtens forestille mig. Det vil være klart, at andre partier skal bidrage for at opnå flertallet, men jeg kan ikke forestille mig andet end, at det blandt andet vil give noget goodwill og måske også konkrete resultater, hvis de grønlandske mandater bliver afgørende.

Powered by Labrador CMS