Omkring 1000 borgere er strandet i DK

Coronastaben oplyser, at omkring 1000 mennesker er blevet forhindret i at rejse hjem til Grønland efter juleferien, da man lukkede ned for kommercielle flyvninger i første del af januar. Air Greenland er i fuld gang med at ombooke.

Da Selvstyret den 30. december meddelte, at der i perioden til og med den 12. januar 2021 vil være lukket for indrejse til Grønland, havde omkring 1100-1300 personer en flybillet fra Danmark til Grønland i perioden.

Af dem har nogle fortsat fået mulighed for at flyve hjem, hvis de går under betegnelsen at have en ”samfundskritisk funktion”. Coronastaben kan ikke sætte nøjagtigt tal på, hvor mange der er strandet i Danmark, men det er i omegnen af 1000 personer, oplyser Hans-Peder Barlach Christensen, som er chef for Coronastaben.

Ingen særbehandling

Det er Coronasekretariatets rejsevisitationsgruppe, som sidder med listerne af de oprindeligt bookede passagerer og ansøgninger fra dem, der mener, de har en god grund til at komme hjem, før der åbnes op for indrejse til landet igen efter den 12. januar.

Selvstyret har tidligere meldt ud at deres medarbejdere som trodsede anbefalingerne om ikke at rejse, er taget afsted på egen risiko og for egen regning.

Det betyder, at dem der ikke kan komme hjem og gå på arbejde som planlagt må til lommerne. Enten i form af selvbetalt ferie eller afregning i optjent ferie.

Coronastaben understreger, at der ingen forskelsbehandling er på medarbejdere i Selvstyret og andre steder. Staben oplyser at Air Greenland er i fuld gang med at ombooke folk til nye afgange efter den 12. januar, og at folk vil blive kontaktet løbene.

Ros til Air Greenland

Coronastabens chef er imponeret over Air Greenland i forbindelse med de mange ændrede rejser.

- Air Greenland skal virkelig have ros for deres indsats. Det her er jo noget, vi beder dem om, og de går bare på med krum ryg. Alt hvad der gør tingene nemmere i forhold til flybilletter nu i forhold til i foråret, det er noget, som Air Greenland har været med til at udvikle, siger Hans-Peder Barlach Christensen.

Der kan i disse dage komme sms’er til passagerene med besked om, at man ikke er dukket op til sin planlagte afgang, men det er ikke et problem i forhold til ombookningerne, forsikrer Hans-Peder Barlach Christensen.

Det er simpelthen fordi Air Greenland prioritere at booke nye billetter til deres passagerer, før de afbooker rejser, der ikke bliver til noget.

Powered by Labrador CMS