Annonce
Omfattende brand på dump er slukket
Søndag udbrød der brand på dumpen i Tasiilaq, og politiet bad borgere om at holde sig væk fra stedet. Branden er blevet slukket i løbet af søndag aften.
En omfattende brand på dumpen i Tasiilaq er søndag aften blevet slukket.
Annonce
Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Ole Hald, til Sermitsiaq.AG.
Politiet fik anmeldelse om branden søndag eftermiddag kl. 15.04, hvorefter man advarede borgere om at nærme sig stedet, da branden spredte sig.
Et billede fra branden viser, at der stod høje flammer op fra affaldsdyngen, og ifølge vagtchefen var meldingen, at branden spredte sig hurtigt.
Vagtchefen fortæller, at der heldigvis ikke kom personer til skade under branden, og at kl. 21.02 kom meldingen om, at branden var slukket. Brandvæsenet blev på stedet en times tid for at foretage efterslukning.
Politiet kender ikke årsagen til branden.