Omfanget af angst og depression er ukendt

Der findes ingen tal for, hvor mange der rammes angst og depression. Der er heller ingen tal for hvor mange selvmordstrusler, der skyldes angst eller depression.

Der findes intet overblik over, hvor stort et problem angst og depression udgør. Det fremgår af et svar på et §37-spørgsmål fra Aqqa Samuelsen (IA).

- På nuværende tidspunkt kan det ikke opgøres, hvor mange der er ramt af angst og depression, men med udbygningen af Sundhedsvæsenets elektroniske patient journal), vil der efterhånden kunne udvikles metoder og analyser til en nærmere monitorering af hyppigheder, skriver naalakkersuisoq for sundhed og socialområdet, Martha Abelsen (S) i sit svar.

Den eneste antydning af problemets omfang kommer fra undersøgelsen 'Det svære ungdomsliv' fra 2011. Her blev de ældste folkeskolelever spurgt, om de oplever psykiske problemer.

- Undersøgelsen viser, at kun 22 % af drengene og 7 % af pigerne ikke rapporterer mindst et psykisk problem f.eks. daglig tristhed, angstanfald, nervøsitet mm. Det er vigtigt at pointere, at dette ikke er udtryk for andelen med diagnosticeret angst eller depression, men givet et indblik i fordelingen mellem køn i forhold til selvvurderet psykisk velbefindende og trivsel.

Aqqa Samuelsen (IA) mener, at det er vigtigt at få belyst problemet, da han mener, at der kan være en sammenhæng mellem angst og depression.

- Det er vigtigt at få mere viden om de problemer som personer, som er ramt af disse lidelser, kan komme ud for, skriver han i begrundelsen for sit forslag.

- Derfor kan man ikke komme udenom, at det er vigtigt at få flere tal på og mere viden om disse. Det er også vigtigt at få viden om hvor i landet disse lidelser forekommer. Der er ingen tvivl om at mange af disse befinder sig i det nordlige Grønland hvor der er polarmørke. Det vil også være interessant at få en større viden om, hvorvidt oplevelser under opvæksten og igennem livet virker ind på disse lidelser.

Fra udlandet ved man, at depression og angst ofte ligger forude for selvmord eller selvmordsforsøg. Ifølge Center for Selvmordsforskning ligger en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling forud for 32 % af de registrerede selvmordsforsøg i Danmark. Depression, bipolar lidelse og angst øger risikoen for et selvmordsforsøg med 22 gange.

Men trods et højt antal af selvmord findes der heller ikke på dette område oplysninger om en mulig sammenhæng i Grønland.

- Der er ikke opgørelser over antallet af trusler om selvmord på grund af angst og depression, hedder det i svaret.

Martha Abelsen har ikke nogen forklaring på, hvorfor området ikke er bedre undersøgt.

Powered by Labrador CMS