Ombudsmand: Handicapinstitution har løst alvorlige problemer
Alvorlige problemer på en handicapinstitution ser nu ud til at være løst, konkluderer Ombudsmanden efter et inspektionsbesøg.
Ombudsmanden afslørede under et inspektionsbesøg tilbage i maj 2017 alvorlige problemer med handicapinstitutionen Meeqqat Angerlarsimaffiat Ivaaraq, hvor beboerne ikke fik den fornødne hjælp til toiletbesøg, bad og aktiviteter, specielt i weekenderne, fordi medarbejderne ikke mødte op.
Særdeles bekymrende
Det medførte en kritisk rapport, hvor ombudsmanden beskrev forholdene som ”særdeles bekymrende”.
I september har Ombudsmanden haft et opfølgende besøg på Ivaaraq.
- Det er nu ombudsmandens indtryk, at både problemerne med udeblivelser blandt medarbejderne – og de deraf følgende konsekvenser for beboerne – er klart mindre end under inspektionen i maj 2017, fremgår det af et resume af sagen.
Ombudsmanden konkluderer om den seneste inspektion, “at forbedringen er meget positiv”.