Gå til hovedindhold

Olsvig: Benzinkort-forklaring er selvmodsigende

IA’s partiformand Sara Olsvig er langt fra tilfreds med det svar, der belyser misbruget af Doris J. Jensens benzinkort, hvor en anden person har købt benzin for knap 7.000 kroner, hvilket svarer til mere end 1.300 liter.

- Svaret er direkte selvmodsigende, fastslår Sara Olsvig over for Sermitsiaq.AG.

- En minister kan ikke bare skyde skylden på en anden person, understreger hun og bringer ministeransvarlighedslovens paragraffer i spil i den spegede sag.

Skærper alvoren

Dermed skærper oppositionspolitikeren tonen i sagen, som blev rejst af Samarbejdspartiets Tillie Martinussen på grundlag af nogle rygter om et eventuelt misbrug blandt medlemmerne af Naalakkersuisut.

LÆS OGSÅ: Doris: Benzinkort blev misbrugt af en anden

Sara Olsvig mener ikke, at Doris J. Jensen kan fralægge sig et ansvar i sagen og henviser til paragraf 6 i ministeransvarlighedsloven, hvor der blandt andet står følgende:

”… hvis vedkommende (ministeren, red.) forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler medlemmet i henhold til landstingsloven om landstinget og landsstyret eller lovgivningen i øvrigt ...”.

Partsforklaring

Det var Vittus Qujaukitsoq, naalakkersuisoq for finanser, der via et paragraf 37 svar kastede lys over mistanken om misbruget af et benzinkort af en naalakkersuisoq. Svaret indeholdt imidlertid en redegørelse, som Doris J. Jensen selv havde forfattet, og hvor hun forklarer, at en anden person uden for hendes husstand havde misbrugt hendes benzinkort.

Svarets udformning med en partsforklaring fra Doris J. Jensen har samfundsforsker Birger Poppel betegnet som ”en nyskabelse” og ”atypisk”.

LÆS OGSÅ: Forsker: Benzinkort-svar er usædvanligt

Sara Olsvig fastslår, at sagen langt fra er slut.

-Vi har medlemmer i revisionsudvalget, og de vil sørge for, at vi får denne sag fuldt belyst, oplyser  Sara Olsvig.

Spørgsmålet om, hvordan “personen uden for husstanden” fik fat i benzinkortet og eventuelt pinkode, omtales ikke i Doris J. Jensens redegørelse. På grund af svarets udformning bliver selve spørgsmålet om hendes uagtsomme omgang med benzinkortet heller ikke belyst. Detaljer som revisionsudvalget ganske givet vil søge svar på og gradbøje.

LÆS OGSÅ: Politimester: Derfor frafaldt vi sigtelse i benzinkort-sag
Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER