Olsvig i hård kritik af Erik Jensen

Siumut-formand Erik Jensen tager fejl, når han siger, at Kommuneqarfik Sermersooq er blevet drevet uhensigtsmæssigt, for der er et stort behov for boliger, institutioner og skoler i Nuuk, som kommunen ikke kan sidde overhørig, lyder det fra kommunalpolitiker Inge Olsvig Brandt.

- Optagelse af lån har ganske enkelt, altid været en betingelse, ligesom kommunen også har afsat midler af til at betale for lånet, skriver Inge Olsvig Brandt i en pressemeddelelse.
Offentliggjort

I forbindelse med godkendelsen af Kommuneqarfik Sermersooqs ansøgning om at låne 1,25 milliarder kroner kom formand for Siumut Erik Jensen med en bredside mod hovedstadskommunen, som han mener er blevet drevet uhensigtsmæssigt:

- Siumut har noteret sig, at det morads som Kommuneqarfik Sermersooq har havnet i skyldes dispositioner for Nuuk by, og af den grund har det været vigtigt for Siumut at søge at sikre, at andre byer og bygder ikke bliver ramt, lød det blandt andet fra Erik Jensen.

Men Siumut-formanden er galt på den ifølge Inge Olsvig Brandt, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq og gruppeformand for IA.

Hun siger i en pressemeddelelse, at det hele tiden har været planen, at Kommuneqarfik Sermersooq ville låne penge til at bygge nye skoler og daginstitutioner:

Lån har altid været en betingelse

- Det har altid været med i planen, at der skulle optages lån, for at finansiere de nødvendige anlægsopgaver. Så det er ikke, som Erik Jensen påstår, dårlig administration af økonomien i Kommuneqarfik Sermersooq, der er årsag til, at der skal optages lån.

- Optagelse af lån har ganske enkelt, altid været en betingelse, ligesom kommunen også har afsat midler af til at betale for lånet, skriver Inge Olsvig Brandt i en pressemeddelelse.

Hun påpeger videre, at der i kommunen er et stort behov for boliger, skoler og institutioner:

- Uanset, hvordan vi vender og drejer situationen, har vi i Kommuneqarfik Sermersooq, stadig et stort behov for flere boliger, skoler og institutioner. Vi kan ikke ignorere eller negligere de behov, som vokser med tiden.

Fik godkendelse før jul

- Vi har vigtige politiske opgaver, som skal sikre borgerne tryghed. Det koster penge, skriver Inge Olsvig Brandt.

Det var 15. december, at Naalakkersuisut godkendt Kommuneqarfik Sermersooqs ansøgning om at optage lån for 1,25 milliarder kroner.

Lånet giver kommunen mulighed for at overtage en række anlægsprojekter fra byudviklingsselskabet NCD. Det største projekt er en skole i centrum af Nuuk.

I foråret påpegede en revisionsrapport, at kommunen og NCD ikke havde en finansieringsplan på plads til at betale for skolen. Siden gik kommunen til Naalakkersuisut for at få lov til at optage lån for 1,25 milliarder kroner.

Borgmester Avaaraq Olsen (IA) er også kommet med en udmelding på Kommuneqarfik Sermersooqs hjemmeside. Her understreger borgmesteren, at pengene er gået til at bygge skole og daginstitutioner for:

- Hvis nogen mener, at det er uansvarlige prestigeprojekter, vil jeg invitere dem til at besøge vores nuværende skoler, og fortælle mig om de er gode og tidssvarende. Man kan også spørge de forældre, hvis børn står på venteliste til en daginstitutionsplads, om det er nødvendigt at bygge flere daginstitutioner, siger borgmesteren.

Powered by Labrador CMS