Olietillæg bliver næsten halveret

Royal Arctic Line sænker igen det såkaldte olie- og valutatillæg 1. februar. Tillægget bliver lavere end på noget tidspunkt i 2022.

Der er igen godt nyt fra Royal Arctic Line med hensyn til olie- og valutatillægget, der snart reduceres endnu en gang.

Tillægget kommer på al rederiets fragt til Grønland, og da det var på sit højeste rundede tillægget 30 procent i august sidste år på grund af tårnhøje energipriser, som følge af Ruslands krig mod Ukraine.

Royal Arctic Line skriver mandag på sin hjemmeside, at grundet faldende oliepriser og valutakurser nedjusteres olie- og valutatillægget per 1. februar til 7,18 procent.

Tjener ikke på tillægget

Tillægget er her i januar på 13,47 procent, og dermed er der altså tale om næsten en halvering.

Fra første februar bliver tillægget faktisk lavere, end det var på noget tidspunkt i 2022. Royal Arctic Line måtte nemlig begynde året med at sætte tillægget op fra 6,3 procent til 13,6 procent 1. januar 2022. Herefter steg og steg tillægget, frem mod at det toppede i august. Herefter greb Naalakkersuisut ind med en hjælpepakke, som reducerede tillægget de sidste måneder af 2022.

Royal Arctic Line understreger, at selskabet ikke tjener på olie- og valutatillægget, men at det udelukkende bruges til at sikre selskabet mod effekten af oliepriser og valutarisici.

Powered by Labrador CMS