Oliekatastrofe på vej mod kontrol

BP har fået tilladelse til at hælde cement i borehullet i Den Mexicanske Golf, der også har sat kritisk fokus på de aktuelle olieboringer ved Grønland.

USA betegner selv olieudslippet som verdens største oliekatastrofe. Nu synes der endelig en afslutning på vej. Foto: AP/BP/Polfoto

De amerikanske myndigheder har givet BP grønt lys til at hælde cement i det borehul, der siden april har lækket 780 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf. En katastrofe, som også har medført kritik af de aktuelle efterforskningsboringer ved Grønland, der efter internationale standarder foregår på dybt vand, som vanskeliggør udbedringer ved en ulykke. Blandt andet har Greenpeace foreslået et stop af olieboringerne ved Grønland, ligesom præsident Obama har indført et midlertidigt stop for boringer i Alaska, indtil myndighederne har fået klarlagt årsagen til ulykken i Den Mexicanske Golf.

Tilladelsen kommer, efter at det onsdag lykkedes oliegiganten at udføre første del af en såkaldt Static Kill, der for bestandigt skal lukke olielækken. Det skete ved at pumpe boremudder ned i brønden for at presse olien tilbage, skriver Ritzau.

Næste skridt er at forsegle hullet med cement, og det har olieselskabet altså nu fået tilladelse til.

- På baggrund af den succesfulde gennemførelse af Static Kill proceduren og en positiv evaluering af testresultaterne, har jeg givet BP tilladelse til at hælde cement i den ødelagte boring, hedder det i en udtalelse fra den pensionerede admiral i den amerikanske kystbevogtning, Thad Allen.

Thad Allen har dog "gjort det klart" for BP, at påfyldningen af cement "på ingen måde må forsinke færdiggørelsen af aflastningsboringerne", der skal sikre, at den ødelagte boring er helt forseglet.

Ulykken, der førte til det største olieudslip nogensinde, startede ved en eksplosion på boreplatformen Deep Water Horizon den 20. april, hvor 11 borearbejdere mistede livet.

To dage senere forliste boreplatformen, hvilket resulterede i, at 780 millioner liter råolie er fosset ud i havet i de 87 dage brønden stod åben, inden det i midten af juli lykkedes BP at indkapsle lækken midlertidigt.

Powered by Labrador CMS