Oliejagt i Nordøstgrønland

Sandsynligheden for at finde olie i Kronprins Christian sedimentbassinet i Nordøstgrønland er mere end fifty-fifty. GEUS er i gang med en strategisk miljøvurdering af området.

Hidtil har olieefterforskningen især været henlagt til Vestgrønland. Her har seks olieselskaber, heriblandt Exxon Mobil og danske Dong Energy, indledt undersøgelser i hver deres felt.

Ifølge dpc.dk har optimismen dog senest knyttet sig til Kronprins Christian Land - et område i Nordøstgrønland, der dog ikke er lige så grundigt undersøgt som de pågældende områder langs vestkysten, men som de amerikanske geologiske undersøgelser US Geological Survey (USGS) nu vælger at granske nærmere.

Siden USGS i 2000 udsendte den hidtil mest optimistiske rapport ”World Petroleum Assessment 2000” om skønnede uopdagede olieressourcer i Nordøstgrønland, er forventningerne imidlertid dalet betragteligt. Dengang var vurderingen, at undergrunden rummede cirka 47 milliarder tønder olie. I september sidste år hed det i stedet hen ved 9 milliarder tønder olie.

Den gode nyhed er ifølge de amerikanske olieefterforskere dog, at prognosen nu er mere sikker end før. Ikke mindst fordi den bygger på viden genereret af forskere, som har undersøgt området.

- Den første rapport var hovedsagelig baseret på forskellig videnskabelig litteratur. Den nuværende vurdering bygger i højere grad på samtaler med folk, der ved noget om de faktiske forhold, sagde Flemming Getreuer Christiansen fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i sidste uge til Ingeniøren. GEUS har selv leveret data til den seneste rapport, blandt andet om de såkaldte kildebjergarter:

- Vi har ladet USGS får adgang til data over Jordens tyngdekraft i et givent område samt en række magnetiske data og seismiske linjer. Det er ikke mindst disse data, der har givet en hel ny geologisk forståelse af Nordøstgrønland med henblik på olieudvinding, fortsætter Flemming Getreuer Christiansen.

USGS vurderer, at sandsynligheden for at finde olie er pænt over 50 procent. Ifølge eksperterne er det flot, og de lovende takter har da også fået GEUS til at igangsætte en strategisk miljøvurdering, som skal danne grundlag for en eventuel beslutning om at indlede nærmere eftersøgning af olieressourcerne.

Powered by Labrador CMS