Gå til hovedindhold

Olie- og gasefterforskning stabiliseret

Flere års nedgang i efterforskningen efter olie og gas i Grønland er bremset i 2018 og 2019.

Efter flere år, hvor olie- og gasselskaber har tilbageleveret efterforskningstilladelser på stribe, er udviklingen nu stabiliseret.

Det konkluderer Naalakkersuisut i en netop offentliggjort redegørelse om olie- og gasaktiviteter her i landet.

- Det kan særligt fremhæves, at der er et efterforskningsselskab, der nu har indledt arbejdet med at opnå godkendelse af op til fire onshore efterforskningsboringer på Jameson Land i Østgrønland.

- Det vil i givet fald være første gang, at der gennemføres et fuldt boreprogram i Grønland siden Cairn Energys boreprogram i 2010/11, skriver naalakkersuisoq for energi, Steen Lynge, i redegørelsen.

Antallet af tilladelser toppede i 2014

Per 23. juni 2020 var der syv aktive kulbrinteforundersøgelsestilladelser og fire aktive kulbrinteefterforskningstilladelser, står der i redegørelsen.

Forundersøgelser udføres for at afdække, om der er basis for at iværksætte egentlig efterforskning i et givent område.

Efterforskningstilladelserne giver derimod eneret og meddeles for en efterforskningsperiode på indtil 10 år eller i særlige tilfælde 16 år.

Antallet af tilladelser toppede i 2014 med 23 forundersøgelsestilladelser og 23 efterforskningstilladelser. Siden er det gået støt ned ad bakke til 2019, hvor der i lighed med 2020 var i alt 11 aktive tilladelser.

Intet tilsyn

Ifølge redegørelsen brugte olieselskaber 79 millioner kroner på olieefterforskning i Grønland i 2018, hvilket er det senest tilgængelige tal. Tilbage i 2011 toppede olieselskabernes investeringer, da de brugte 4,4 milliarder kroner på at lede efter olie ved Grønland.

For at holde øje med om de selskaber, der har tilladelser, overholder loven, skal Selvstyret føre tilsyn. Men af redegørelsen fremgår det, at aktivitetsniveauet i 2018 og 2019 har været så lavt, at der ikke er gennemført tilsyn.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER