OK for genåbning af eksport af narhvals produkter

En genåbning af eksport af narhval produkter ikke vil skade de grønlandske bestande af narhvaler, meddeler Grønlands Naturinstitut.

Videnskaben giver grønt lys for eksport af narhvals produkter. Foto: Sermitsiaq arkiv.

Grønlands Naturinstitut har udstedt en ny "Bæredygtighedserklæring" der bekræfter at de nye kvoter på narhval følger den internationale rådgivning, hvorfor en genåbning af eksport af narhval produkter ikke vil skade de grønlandske bestande af narhvaler.

Produkter fra arter på liste II hos CITES (Konventionen om International Handel med Truede Arter af Vilde Dyr og Planter) kan kun eksporteres, hvis landets videnskabelige myndighed har udstedt en ”Bæredygtighedserklæring” (Non Detriment Finding) som bekræfter at international handel ikke vil skade bestanden.

Grønlands Naturinstitut er den videnskabelige CITES myndighed i Grønland, mens Departementet for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø varetager Grønlands forpligtelser i forbindelse med CITES.

I 2005 udstedte Grønlands Naturinstitut en negativ erklæring for eksport af produkter fra narhvaler, da det ikke kunne bevises at eksporten ikke ville skade narhval-bestandene. På det tidspunkt var kvoterne langt højere end den biologiske anbefaling.

Som konsekvens af den negative erklæring og dermed i tråd med konventionens retningslinjer, indstillede det daværende Direktorat for Miljø og Natur overfor Landstyret, at man stoppede for eksport af narhvalprodukter, hvilket Landsstyret vedtog. Nu i 2009 er situationen anderledes.

Takket være en intensiv indsats, delvist finansieret med eksterne midler, er det nu lykkedes for Grønlands Naturinstitut at optælle narhval-bestandene i de vigtigste opholdsområder, inklusive Melville Bugten og jagtområderne i Østgrønland. Dermed har det for første gang været muligt at rådgive om narhval-fangsten i hele Grønland.

Tidligere rådgivning omfattede kun Inglefield Bredning og Vestgrønland syd for Disko Ø.

Herudover har Departementet for Fiskeri Fangst og Landbrug for nyligt annonceret narhvalkvoter, der respekterer den internationale biologiske rådgivning.

Rådgivning for narhvaler i Vestgrønland gives af JCNB (Canada / Grønland Fælles Kommission for Bevaring og Forvaltning af Narhval og Hvidhval), og i Østgrønland af NAMMCO (Nordatlantisk Havpattedyr Kommission). Begge organisationer har en fælles videnskabelig arbejdsgruppe, hvor Grønlands Naturinstitut deltager.

Det er i sidste ende Naalakkersuisut, der skal bestemme om eksport af narhvalprodukter igen skal tillades, nu hvor videnskaben har givet grønt lys. Grønlands Naturinstitut har fået besked om at der senere kommer en udmelding om den endelige beslutning fra Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS