Offer for sexkrænker: Politiet tager mig ikke seriøs

Sexolog Ulrikka Holm har følt sig seksuelt krænket mere end en gang. Men hendes anmeldelser til politiet bliver ikke taget seriøst. Hun tvivler på, at politiet har ressourcer til at efterforske overgreb, selv om de i en aktuel kampagne opfordrer til anmeldelser

Ulrikka Holm tvivler på, at politiet kan leve op til sin kampagne og agerer på ofrenes vegne.

Grønlands politi har søsat kampagnen ’Anmeld seksuelle overgreb – vi hjælper dig’, der har fået rosende kommentarer flere steder fra. Men det er ikke så lige til at anmelde seksuelle krænkelser, fortæller Ulrikka Holm, der har anmeldt to sager uden at der kom noget ud af det.

Det skriver avisen AG.

- Jeg kan ikke lade være med til at tænke på, hvem der bliver krænket næste gang, når en krænker ikke bliver stoppet. Det er min umiddelbare tanke efter at have oplevet ikke at blive taget seriøst af politiet, da jeg ville anmelde krænkelser, siger Ulrikka Holm.

Hun har oplevet fysisk og verbal krænkelse, og er stadig i gang med at prøve at få hjælp til at få stoppet en krænker, der bruger telefon.

Krænker onanerer under telefonsamtale

- Det har stået på i over et år, hvor samme person ringer mig op fra et hemmeligt nummer mens han onanerer. Jeg har for længst meldt sagen til politiet. Men jeg har fået at vide, at politiet ikke kan gøre noget, fordi der bliver ringet op fra et hemmeligt nummer. Jeg er i stedet blevet rådet til at kontakte retten i Grønland og dermed få tilladelse til, at politiet kan efterforske det hemmelige nummer, fortæller Ulrikka Holm og fortsætter:

- Det er også en mulighed. Men man har bare ikke mange ressourcer til at kontakte forskellige instanser, når man føler sig som offer for krænkelse. Jeg har ikke haft overskud til at få kontaktet retten, siger Ulrikka Holm.

Læs hele hendes beretning i AG – få adgang via linket herunder:

Powered by Labrador CMS