Østrig: Påbud om at bære masker ved indkøb

Supermarkeder i Østrig begynder at dele masker ud, som borgerne skal bære, når de køber ind.

Alle østrigere skal fremover have en maske på, når de handler i supermarkeder.

Det oplyser Østrigs regering i en erklæring ifølge nyhedsbureauet dpa.

Påbuddet bliver indført for at mindske spredningen af coronavirus, siger kansler Sebastian Kurz. Det skriver Reuters.

- Disse masker bliver delt ud foran supermarkeder. Og det vil være obligatorisk at bære dem, siger Sebastian Kurz.

Han tilføjer, at håbet med tiltaget også er, at flere generelt begynder at bære masker i offentligheden.

- Det er ikke en del af vores kultur, og det vil være en stor tilvænning for os. Men det er nødvendigt, at vi tager det her skridt for yderligere at mindske spredningen, siger Sebastian Kurz ifølge dpa.

Hoteller lukkes

Det er ikke det eneste initiativ, som Østrig er kommet med mandag. Regeringen beordrer ligeledes alle hoteller til at lukke, skriver Østrigs nyhedsbureau APA.

Østrig er med de seneste påbud et af de lande i Europa, som har taget de mest drastiske tiltag i kampen mod coronavirus.

Mandag er der over 9000 smittetilfælde i landet, hvor der er over 100 coronarelaterede dødsfald.

Powered by Labrador CMS