Øst-vest siger nej til Qaqiffik

Overgangsudvalget ønsker selv at overtage ansvaret for alkoholbehandlingen pr. 1.januar 2009. Men det skal ikke være Qaqiffik/Frederiksberg Centeret, der skal stå for det.

Fremover bliver der en bredere vifte af fleksible tilbud om behandling og efterbehandling, lyder intentionen fra Overgangsudvalget.

Det besluttede flertallet af medlemmerne i overgangsudvalget i Øst-Vest kommunen på sit tredje ordinære møde den 20. juni. Beslutningen bliver nu sendt som høringssvar til Departementet for Familie og Sundhed, skriver nuuk.gl.

I sin begrundelse for ikke at indgå nye aftaler med Frederiksberg Centeret skriver formanden for overgangsudvalget, Asii Chemnitz Narup, i høringssvaret, at overgangsudvalget lægger vægt på, at der fremover bliver en bredere vifte af fleksible tilbud om behandling og efterbehandling, integreret med den øvrige sociale service og tilpasset de lokale behov i storkommunen. Overgangsudvalget fortsætter:

- Der lægges vægt på, at der ved siden af en centralt samlet ekspertise sker en forankring af tilbudene lokalt med støtte fra et team af erfarne, veluddannede, omrejsende specialister i alkoholbehandling (alkologer), og at der etableres lokale AA grupper.

- Der vil ligeledes kunne tilbydes ansættelse til de alkologer, som tidligere var tilknyttet Qaqiffik/Frederiksberg Centeret.

Overgangsudvalget er af den overbevisning, at indsatsen skal kunne foregå i samarbejde med andre kommunalbestyrelser, private institutioner og udbydere, hvor der lægges vægt på en løbende evaluering af behandlingstilbudene.

Sundhedsvæsenet har i budgetoverslagsårene 2009-2011 en bevilling på 4,5 mio. kr. til alkoholbehandling og har samtidig bevilget et engangsbeløb på 5.3 mio. kr. til udskiftning af en forældet bygning. Disse midler vil overgå til kommunerne pr. 1. januar 2009, hvis ansvaret for alkoholbehandlingen skal overgå til kommunerne.

Powered by Labrador CMS