Ørsted er klar til Grønland

Det danske energiselskab Ørsted er klar til at producere fossilfrie brændstoffer i Grønland.

- Ørsted er meget interesseret i at deltage det kommende grønlandske vandkraftprojekt, siger Anders Christian Nordstrøm, direktør for Power to X i Ørsted-koncernen.

Nalaakkersuisoq for landbrug, selvforsyning, energi og miljø Kalistat Lund efterlyste i sidste uge interesserede virksomheder og investorer, som vil gå i samarbejde med Grønland om at bruge nogle af landets uudnyttede vandkraftressourcer til at skabe fossilfri brændsel baseret på brint – det såkaldte Power to X, skriver avisen Sermitsiaq.

Det skete tirsdag morgen i Rotterdam på verdens største konference på området, World Hydrogen Summit, hvor 3.000 forskere, politikere og virksomhedsledere diskuterede mulighederne for at skabe brændstoffer, der kan lagre og transportere grøn energi – specielt i motorer i stedet for de fossile brændstoffer.

Trak overskrifter

- Det blev en travl dag, fortæller Kalistat Lund til Sermitsiaq.

- Tilbuddet trak overskrifter i mange fagmedier verden rundt, så jeg brugte det meste af dagen på interviews og møder med interesserede virksomheder og investorer.

Den danske energikoncern Ørsted er blandt de virksomheder, som er interesseret i projektet.

- Vi er meget interesseret i projektet og er klar til at gå ind i det, fortæller Ørsteds direktør for Power to X, Anders Christian Nordstrøm.

- Vi synes, at det er meget spændende, at Grønland nu stiller op og vil udnytte landets vandressourcer til gavn for hele verden. Grønland er i forvejen nået langt med den grønne energi, fordi landet har satset på vandkraft til el-forbruget i byerne. Det er meget sympatisk, at Grønland ikke bare tænker på sin egen forsyning, men nu også melder sig klar til at hjælpe resten af verden, siger Anders Christian Nordstrøm..

Læs hele historien i ugens udgave af avisen Sermitsiaq, som du har mulighed for at købe her:

Powered by Labrador CMS