Ønske til Folketinget: Najorti skal styrkes

Justitsministeren, de grønlandske folketingsmedlemmer og politimesteren har onsdag haft møde om den fælles indsats for børn og unge i Grønland.

Folketingets Grønlandsudvalg holdte onsdag 28. april temamøde med justitsminister Nick Hækkerup og politimester Bjørn Tegner Bay fra Nuuk om det grønlandsk-danske samarbejde i forhold til børn og unge i Grønland.

Folketingsmedlemmerne fra Grønland, Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnnitz LArsen (IA), er glade for, at ministeren har fokus på smarbejdet efter opfordring fra dem.

- Dette temamøde kom i forlængelse af det møde, som vi i Grønlandsudvalget havde med social- og ældreminister Astrid Krag i januar måned. Formålet er at sætte fokus på det grønlandsk-danske samarbejde om udsatte børn i Grønland, siger Aki-Matilda Høegh-Dam, formand for Grønlandsudvalget.

Politiet bakkker op

På mødet fremlagde politimester Bjørn Tegner Bay blandt andet politiets ønsker til indsatsen for at forbedre børn og unges vilkår. Og de går meget godt i tråd med folketingspolitikernes ønsker.

- Det glæder mig, at Politiet på mødet anbefalede etableringen af Børnehuse og en styrkelse af Najorti, børnebisiddere under foreningen Grønlandske Børn, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA) til Sermitsiaq.AG.

IA har gentagne gange fremført ønske om børnehuse i Folketinget, som en del af de tiltag, der kan hjælpe børn, som har været udsat for overgreb.

- Når Politiet bakker op om dette, bliver jeg rørt, da vi har stået alene med ønsket indtil nu. Derudover har Najorti også en særlig plads hos mig.

Opfølgning på møde med socialminister

Aaja Chemnitz Larsen modtog i 2017 Red Barnets børnerettighedspris og donerede i den forbindelse en del af pengene til Najorti.

- Mit håb er, at vi i fællesskab i Grønlandsudvalget bliver ved at følge op på de 80 millioner kroner, som Folketinget har afsat i respekt for Naalakkersuisuts ønsker, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Politimester Bjørn Tegner Bay henviste under mødet til rapporten "Barrierer for anmeldelser" som Grønlands Politi udsendte i januar måned.

Rapporten har ni anbefalinger; blandt andet at alle grønlandske byer skal udarbejde en beredskabsplan for overgreb mod børn og unge.

Temamøder med danske politikere

Der eksisterer i dag beredskabsplaner i nogle kommuner, men Grønlands Politi anbefaler, at der yderligere må udarbejdes særskilte tværfaglige beredskabsplaner for seksuelle overgreb mod børn og unge. Og at planerne skal tilpasses de lokale forhold.

Som formand for Grønlandsudvalget har Aki-Matilda Høegh-Dam taget initiativ til at igangsætte temamøder med ministre, således danske toppolitikere får større kendskab til de sagsområder, Danmark har ansvar for.

- Det glæder mig, at de folkevalgte og regeringsudpegede ministre således også nu får større viden om igangværende arbejde og initiativer i Grønland, slutter Aki-Matilda Høegh Dam.

Powered by Labrador CMS