Økonomisk Råd: Risikoen ved lufthavnsprojekterne er undervurderet

Selvstyret står med hele den økonomiske risiko ved finansieringen af de nye lufthavne

Torben M. Andersen efterlyser en nøjere analyse af risikoen ved lufthavnsprojekterne

Der er ikke i tilstrækkelig grad taget højde for risikoen for landskassen ved de kommende lufthavnsprojekter. Det skriver Økonomisk Råd i et notat om projekterne. Det er nemlig Selvstyret, der påtager sig hele den økonomiske risiko.

- Den valgte finansieringsmodel er ikke nødvendigvis forkert, men politikerne skal være klar over, hvilken risiko de løber, siger formanden for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen til Sermitsiaq.AG.

Det er på mandag Inatsisartut skal første-behandle lovforslaget om de nye lufthavne. Ifølge forslaget skal Selvstyret direkte skyde 2,1 milliarder kroner ind i Kaalallit Airports. Derudover stiller Selvstyret garanti for 1,4 milliarder eller låner endda selv pengene.

- Hvis anlægsomkostningerne stiger eller driftsomkostningerne bliver højere, så vil det bonne direkte ind på landskassen, siger Torben M. Andersen.

Kan mangle penge til andre formål

Hvis prisen for lufthavnene stiger med blot 5 til 10 procent, så vil det belaste de offentlige kasser med mellem 180 og 360 millioner kroner. En sådan stigning på 5-10 procent ved så store projekter er ikke urealistiske, mener Økonomisk Råd.

Omvendt bliver det naturligvis også landskassen, der stryger gevinsten, hvis lufthavnene bliver en bedre forretning end antaget.

Når Økonomisk Råd lægger særlig vægt på risikoen, så skyldes det, at projektet er så stort, at der ikke er penge til ret meget andet. Især er der ikke penge til dårlige tider.

Selvstyrets indskud med midler fra Tele, overskud i landskassen og ekstra indtægter på grund af en ændret beskatning, betyder, at der ikke er penge til overs, hvis den økonomiske udvikling går den gale vej. Ligeledes er lånet så højt, at Selvstyret kan få svært ved at få lån til andre formål.

Skatteforhøjelser eller besparelser

Det betyder, at der enten skal nye skatter eller drastiske besparelser til for at fylde hullet i kassen.

- Det er vigtigt, at politikerne forbereder sig på, at denne situation kan opstå, hvis de træffer denne beslutning, siger Torben M. Andersen.

Når der i den samfundsøkonomiske analyse peges på, at renten kan blive lavere, hvis Selvstyret stiller garanti eller selv optager lånet, så skal man derfor ifølge Økonomisk Råd være opmærksom på, at det netop skyldes, at man bærer hele risikoen.

Powered by Labrador CMS