lommesmerter

Økonomisk kollaps er overdramatiseret

Professor og formand for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen afviser, at økonomien kuldsejler indenfor tre år, hvis politikerne forsømmer reformer

Torben Andersen, Økonomisk Råd
- Sådan et kollaps, så gulvet forsvinder under økonomien, anser jeg ikke for en overhængende risiko, siger Torben M. Andersen til KNR.

Vores økonomi har det ikke alt for godt, men så er det heller ikke værre. Den kollapser i hvert fald næppe inden for tre år.

Sådan lyder det i dag fra professor og formand for Grønlands Økonomiske Råd, Torben M. Andersen. Det sker i en udtalelse til KNR, efter at Dagbladet Børsen mandag i en serie om Grønland havde bragt en historie om vores nærtstående økonomiske kollaps ved fraværet af reformer.

En historie der blev citeret her på hjemmesiden og af KNR.

Større ond cirkel

– Grønland står ved en skillevej, hvor der på den ene side er en ond cirkel og den anden side en proces mod en mere selvbærende økonomi, som kræver store seriøse reformer. Konsekvensen ved ikke at tage hånd om det vil være, at gabet mellem levestandarden i Grønland og resten af eksempelvis Norden vil blive så stort, at veluddannede vil rejse fra landet i større omfang, end vi hidtil har set. Vi ser jo allerede konturerne af en ond cirkel, og den onde cirkel vil blive endnu tydeligere meget hurtigt, lød det fra Torben M. Andersen i Børsen.

Reformer er vigtige

Ifølge artiklen i Børsen ville det økonomiske kollaps altså risikere at opstå omkring 2019. Men det er en overdramatisering og stramning forklarer Torben M. Andersen overfor KNR:

- Det, jeg har sagt til Børsen, er, at det er vigtigt inden for to til tre år at få sat gang i nogle økonomiske reformer og truffet nogle politiske beslutninger, sådan at man tydeligt får en bevægelse hen imod en selvbærende økonomi, siger Torben M. Andersen.

Bloktilskud beskytter

En buffer er at, selvom vores bloktilskud på 3,7 milliarder kroner skrumper på grund af det fastfrosset og dermed mindskes af inflation, så er bloktilskuddet der stadigvæk.

Trods det økonomiske tilskud er der dog fortsat et misforhold mellem udgifter og indtægter. Helt konkret mangler vi 750 millioner kroner årligt frem til 2030, før landskassens økonomi kan komme i balance. Sker der ikke, skal sparekniven for alvor svinges – og så kan vi opleve befolkningsudvandring.

Du kan læse hele historien på KNR: Avis overdriver økonomisk kollaps for Grønland

Powered by Labrador CMS