Økonomer: Krisen er uden fortilfælde

Corona-pandemien kommer med stor sandsynlighed til at sætte et historisk aftryk, ikke bare på vores sundhedsvæsen, men på verdensøkonomien.

Hvad skal vi forvente os? Kan vi risikere en ny finanskrise? Eller bliver det bare et hurtigt dyk, og så er hjulene i gang igen?

Det er faktisk nærmest umuligt at forudsige, siger de forskere, Videnskab.dk har talt med.

Af alle de globale kriser, verden har oplevet, er der intet, der svarer til corona-pandemien.

»Mig bekendt er corona-krisen uden fortilfælde,« skriver professor i økonomi på Aarhus Universitet Martin Møller Andreasen i en mail til Videnskab.dk.

Professor i økonomi på CBS Michael Møller er enig.

»Jeg kender ikke økonomiske modeller, der passer på denne her situation. Det er vanskeligt at forudsige, hvad virkningen på økonomien vil være, eller hvilke politiske redskaber politikerne kan bruge, hvis økonomien går i stå,« siger han.

Tidligere kriser

Der er dog tidligere kriser, som har haft lignende træk.

Det vurderer Jan Pedersen, som er lektor i økonomisk historie på Københavns Universitet. Når han ser tilbage i økonomihistorien på tidligere økonomiske kriser og skal finde noget, der minder om corona-pandemiens efterdønninger, så stopper han op ved krisen i 1930’erne.

Krisen startede med krakket på Wall Street i oktober 1929 , da børserne i New York styrtdykkede. Den bredte sig til resten af verden, hvor priserne på råvarer faldt, og arbejdsløsheden steg voldsomt, hvilket førte til den store depression i 1930’erne.

Hvordan minder det om corona-pandemien?

»Tre ting er de samme: Det var verdensomspændende. Det medførte en markant nedgang i produktionen. Og måden, man kom igennem krisen på, afhang af politiske tiltag,« siger Jan til Videnskab.dk.

I 1930’erne var den internationale økonomi for alvor begyndt at blive mere sammenflettet.

Derfor kunne en økonomisk krise i én stor økonomi (USA’s) brede sig til resten af verden. Mange lande reagerede med at beskytte deres egen produktion ved at begrænse importen.

»Dengang fik du også forbud mod nogle ting. Mange lande ville beskytte egne erhverv. Så du måtte ikke købe udenlandske varer. Du måtte ikke holde ferie udenlands, og du kunne ikke bare veksle kroner til dollars. Det minder også lidt om det, der sker nu,« supplerer professor på CBS Michael Møller.

Flere ubekendte i dag

Men der holder lighederne også op.

Krisen i 30’erne skyldtes en blanding af ting, som alt sammen havde at gøre med økonomi og måden, man samarbejdede på.

»Der er mange flere ubekendte i forhold til coronavirus. I 1930’erne brød det internationale valutasystem ned. I dag er det naturbetinget, fordi de jo skyldes en virus-pandemi. Vi ved ikke, hvor længe de nuværende tiltag skal vare, og vi ved ikke, om epidemien blusser op igen til efteråret,« siger Jan Pedersen.

En anden ubekendt er, hvorvidt vi vil se en større krise end nogensinde, fordi globalisering har gjort os mere afhængige af bestemte underleverandører end før.

Hvad sker der for eksempel, hvis Kina ikke kan levere dele til al vores elektronik?

Man kan dog også forestille sig, at globaliseringen tværtimod sikrer en risiko-deling, så raske lande kan hjælpe syge lande.

»Aktivitetskurven kan samlet set formodes at være V-formet med et kraftigt dyk efterfulgt af hurtig tilbagevenden til normalen. Men det afhænger af, om arbejdsstyrken i hele verden kan vende tilbage til deres job, og at virksomhederne ikke er gået konkurs. Nogle af regeringernes tiltag går netop på at sikre denne tilbagevenden til normalen,« skriver professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet Peter Norman Sørensen i en mail til Videnskab.dk

En sådan V-kurve så man i Kina i forbindelse med SARS.

Økonomisk chok

»På globalt plan mener jeg ikke, vi har set et lige så udbredt og pludseligt økonomisk chok i mange år.

Oliekrisen fra 1973 kom måske tæt på, men den sendte et signal om mere permanente strukturændringer, mens den nuværende pandemi kan opfattes som et mere forbigående chok,« uddyber han.

Men hvordan påvirker coronakrisen så aktiemarkedet?

Efter den danske regerings udmelding om at lukke skoler og offentlige arbejdspladser faldt det danske C25-indeks for eksempel med 8,03 procent.

Det er det største fald på en enkelt dag nogensinde. C25-indekset er et indeks over de 25 mest handlede aktier på den danske fondsbørs. Værdien af de aktier siger noget om, hvilken værdi aktionærerne vurderer, at nogle af de største virksomheder i Danmark har.

»De fald, vi ser for tiden, skyldes primært, at investorerne ikke kan lide usikkerhed. Men også, at investorerne har kraftigt nedjusteret forventningerne til det fremtidige udbytte fra aktierne, fordi man forventer, at virksomhederne vil tjene langt færre penge i år, og måske de kommende år, på grund af krisen,« siger Martin Møller Andreasen fra Aarhus Universitet.

Han forsker i samspillet mellem makroøkonomien og de finansielle markeder.

Forbruget påvirkes

Når vi oplever, at aktiemarkedet falder kraftigt, er det altså med stor sandsynlighed et varsel om, at virksomhederne i Danmark vil få det sværere.

Nedlukningen af Danmark har ikke overraskende påvirket vores forbrug og dermed efterspørgslen, men på en måde, man aldrig har set før.

»Folk har ikke noget oplagt at bruge pengene på. Hvis jeg gav dig 50.000 kroner lige nu, hvad ville du så bruge dem på? Folk bruger mange penge på at spise ude og at rejse, men det må de ikke nu,« påpeger Michael Møller.

En del økonomiske kriser har skyldtes, at folk brugte for få penge. Når efterspørgslen falder, skal der ikke produceres lige så meget. Så begynder virksomhederne at fyre folk, og når flere bliver arbejdsløse, falder forbruget endnu mere.

Der har man forskellige finanspolitiske tiltag, man kan bruge for at sætte gang i forbruget. Man kan sænke skatten, så folk får flere penge, og man kan sænke renten, så folk ikke har lyst til at spare op.

»Men lige nu kan vi ikke løse det finanspolitisk. Virksomhedernes problem er, at de ikke må sælge de ting, de gerne vil. Det her er ikke noget, der ligner det sædvanlige,« siger Michael Møller.

Derudover skal man ikke glemme, at regeringens hjælpepakke til erhvervslivet også koster penge. Og det er nogle penge, som skal betales af os alle sammen, bemærker Jan Pedersen.

Finanspolitiske tiltag

»Staten kommer til at bruge mange penge på at intervenere, for at samfundet stadig kan køre rundt. Det er offentlige penge, og dem kan man jo ikke bruge to gange. Man kan sagtens forestille sig, at de vil gå fra investeringer i forskning, uddannelse, pensionsreform,« siger han.

Hvis staten får underskud, findes der også en række finanspolitiske tiltag, man kan bruge.

»Man kan for eksempel stoppe lønstigninger i det offentlige eller indefryse en del af offentligt ansattes løn som et lån, staten tager hos borgerne, og som man så får udbetalt i bedre tider,« siger Jan Pedersen.

Udfordringen er, at den type tiltag betyder, at folk får færre penge mellem hænderne, og det er problematisk, hvis man vil sætte gang i forbruget, slutter han.