global opvarmning
Obamas udsending: Vi aner intet om Trumps klimapolitik
Verdens lande venter spændt. Men Donald Trump har endnu ikke tilkendegivet, om han melder USA ud af klimakampen
Skuffelsen var udtalt blandt de mange pressefolk, der havde håbet på nyt om, hvilken klimapolitik den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, vil føre.
Præsident Barack Obamas særlige klimaudsending, Jonathan Pershing, kunne ikke bidrage, da han mandag holdt pressemøde på FN's klimakonference COP22 i Marrakesh i Marokko.
Usikkerhed om konsekvenserne efter Trumps sejr
Ingen kontakt
- Det kan jeg ikke sige noget om. Vi er ikke i kontakt med den kommende præsidents hold, vi ved ikke, hvem de er, eller hvad de vil, sagde han.
Jonathan Pershing afviste gentagne gange at 'spekulere i', om Donald Trump vil gøre alvor af truslerne om at trække USA ud af sidste års banebrydende klimaaftale fra Paris eller ud af FN's klimakonvention fra 1992.
- Vi ser frem til møder i de kommende uger med Trumps overgangshold. Men jeg ved ikke, hvornår processen begynder, eller hvem, der står i spidsen for den, sagde Obamas udsending.
Læs: Obama frygter Trump-effekt på sin afskedsrejse
Støtte til ulande?
Jonathan Pershing afviste også at svare præcist på, om USA vil holde sit løfte om at yde tre milliarder dollar (godt 20 milliarder kroner) til klimatilpasning og grøn omstilling i ulandene.
Beløbet indgår i de 100 milliarder dollar årligt, som de rige lande har stillet ulandene i udsigt fra 2020.
- USA har historisk betalt sin gæld og de forpligtelser, vi har påtaget os på dette område, sagde han og tilføjede, at der i fremtiden skal rejses langt større beløb fra private investorer for at sikre klimafinansieringen.
Svindelnummer
Donald Trump har betegnet klimaforandringerne som et svindelnummer, opfundet af Kina for at svække USA's økonomi.
Han har også lovet at genrejse USA's skrantende kulindustri og sløjfe Obamas regulering af kulkraftværkernes CO2-forurening.
USA's udenrigsminister, John Kerry, ankommer efter planen til Marrakesh for at deltage i årets klimakonference tirsdag og onsdag. Kerry er kendt som engageret fortaler for en ambitiøs klimapolitik.
Se billeder: John Kerry er i Grønland
/ritzau/