Gå til hovedindhold

Nyt politisk bolig-opgør i Sermersooq

Siumut Nuuk anklager såvel borgmesteren som administrationen i Kommuneqarfik Sermersooq for at gennemføre en hastebehandling om overtagelse af Selvstyrets boligmasse. Borgmester Charlotte Ludvigsen afviser anklagerne, som hun blandt andet finder er "uanstændige".

Siumuts lokalafdeling med formanden Inga Dora G. Markussen og gruppeformanden Peter Davidsen i spidsen udsendte tirsdag og kort før et kommunalbestyrelsesmøde en skarp pressemeddelelse, hvor de spørger om embedsvældet har overtaget styringen i kommunen.

Det frustrerer Siumut, at kommunalbestyrelsen skulle behandle en sag om overtagelse af Selvstyrets 2.318 boliger til årsskiftet om 11 måneder.

- Hvilke konsekvenser, det får for kommunens borgere, er ikke blevet ordentligt belyst, og da slet ikke præsenteret i offentligheden. Beslutningsgrundlaget er alt for mangelfuldt og derfor opfordrer Siumut Nuuk til, at kommunen følger en god forvaltningsskik, lyder det i pressemeddelelsen.

Veloplyst grundlag

Siumut-politikerne påpeger, at dagsordensmaterialet ikke lever op til et ”veloplyst grundlag”, idet der blandt andet ikke foreligger en økonomisk og ressourcemæssig vurdering eller lovgrundlag og rammesættende dokumenter.

- Selvstyrets oplæg om overdragelse af boligerne er heller ikke blevet præsenteret for kommunalbestyrelsen og hvilke krav, der følger disse, bliver det understreget.

- Hvorfor er det i sidste øjeblik, at kommunens ledelse, både folkevalgte og direktører, har travlt med at overtage så stort et område? Denne forvaltning fører til flere spørgsmål end svar. Hvis disse ikke kan besvares på kommunalbestyrelsesmødet i dag, så vil vi fra Siumut Nuuk kraftigt fraråde medlemmer at stemme for forslaget, og bede forvaltningen om at komme med et beslutningsoplæg, der belyser de overforstillede spørgsmål. Hvis ikke kan vi for alvor være bekymret for at embedsvældet at overtaget styringen af kommunen og det er ikke meningen med et demokrati, skriver de to Siumut-politikere.

Borgmester afviser

Trods opråbet blev forslaget stemt igennem på mødet, men borgmester Charlotte Ludvigsen understreger, at der ikke var tale om en beslutning om at overtage Selvstyrets mange boliger, men alene et spørgsmål om at gå videre med realitetsforhandlinger.

- Der var ingen økonomisk vurdering, da beslutningen ikke har nogen økonomiske konsekvenser. Selve overdragelsen vil blive forlagt for kommunalbestyrelsen, når vi har et tilbud fra selvstyret, oplyser Charlotte Ludvigsen, der mener, at Siumut har misforstået sagen ”med vilje” og påpeger, at Siumut er i gang med at føre ”valgkamp uden substans”.

- Siumut stemte i går imod at vælge en ejerskabsmodel for overdragelsen. Havde de fået flertal, ville vi aldrig kunne være kommet i gang med forhandlingerne, og vi ville aldrig have fået at vide, om det ville være en god idé at overtage boligerne. Jeg ved ikke, hvem de mener, den holdning vil gavne, siger IA-borgmesteren

Borgmesteren finder det mærkværdigt, at Siumut kan undre sig, ”eftersom overdragelsen har været planlagt siden kommunalreformen i 2008”.

Uanstændigt at inddrage embedsværket

I Siumuts pressemeddelelse inddrager og stiller man spørgsmålstegn ved embedsmændenes rolle i sagen, hvilket Charlotte Ludvigsen mener er ”uanstændigt”.

- Lad nu være med at føre valgkamp mod administrationen. Den er ikke på stemmesedlen den 6. april. Det er jeg derimod. En af de ting, jeg står for, er, at ingen embedsfolk, der udfører politiske beslutninger, skal frygte at blive hængt ud i pressen, siger Charlotte Ludvigsen, der afviser, at embedsmændene har overtaget styringen af kommunen.

- Siumut har brugt næsten hele valgperioden på at angribe administrationen. Jeg kan kun tage det som et udtryk for, at partiet intet har at byde på rent politisk. Jeg under mig også over, hvordan partiet har tænkt sig at drive en kommune, hvis det en dag lykkedes for dem at skræmme alle embedsfolk væk, siger Charlotte Ludvigsen.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

Seneste Ugeavis

SENESTE NUUK - NYHEDER