Nyt parti med stærke grønlandske værdier

- Ilorpiatta Akisunnera (Vores indre genskin) er navnet på det parti, som vi arbejder på at danne, fortæller Nikku Olsen

initiativtageren bag dannelsen af Ilorpiatta Akisunnera (Vores indre genskin), Nikku Olsen fra Nuuk. Foto: Facebook

- Vi må skære navlestrengen over til Danmark, før vi kan tage et skridt videre som folk. Vi må arbejde sammen med udgangspunkt i vores grønlandske værdier. Alle, der forstår og værdsætter vores mål, er velkomne.

Det siger initiativtageren bag dannelsen af Ilorpiatta Akisunnera (Vores indre genskin), Nikku Olsen fra Nuuk.

- Folket i Grønland har brug for et nyt samlingspunkt, og vi må tage udgangspunkt i vores nationalitet og grønlandske værdier for at realisere vores politiske målsætninger.

Nikku Olsen har i en årrække været medlem af Inuit Ataqatigiit, der er det nuværende største parti i Grønland. Han meldte sig ud af partiet i oktober sidste år.

Læs den grønlandske version af artiklen her

Grønlandsk nationalisme
Nu arbejder han på at danne et helt nyt parti med grønlandsk nationalisme som politisk hovedemne. Han mener, at der i høj grad mangler både patriotisme og værdsættelse af grønlandske værdier på det parlamentariske niveau i grønlandsk politik.

- Det er blevet tydeligt, at folket og dets behov ikke er det vigtigste element på det højeste politiske niveau i dagens Grønland, men derimod er materialismen blevet en essentiel faktor i de seneste år.

- Man har i højere grad også begravet den grønlandske mentalitet, og man fører et mere økonomisk og ikke-humanistisk styre, og jeg kan ikke være med til at føre denne form for politik, siger Nikku Olsen til Sermitsiaq.AG.

En selvstændig stat
Nikku Olsen mener, at nationalismen må stå højt i den politiske plan for, at det grønlandske folk igen kan genvinde følelsen af patriotisme, som han mener er svundet ud i løbet af de seneste to årtier. Derfor er det nødvendigt, at reevaluere Grønlands lovgivningsmæssige forbindelse til den danske stat, mener han.

- Vi kan ikke gå uden om, at vi danner en selvstændig stat, fordi den danske grundlov har fastfrosset den grønlandske befolkning i at gå egne veje, og grundet denne faktor bliver den grønlandske befolkning faktisk styret af Danmark, ligesom vores levevis er stærkt påvirket af den danske mentalitet.

- Det må dog understreges, at vi ikke taler specifikt om den enkelte dansker, men derimod om lovgivningen og staten, siger Nikku Olsen.

Mindre udenlandske påvirkning
Han mener, at det er vigtigt at begrænse den udenlandske påvirkning af den grønlandske befolkning i dens politiske arbejde mod et mere selvstændigt land.

- Hvis alle vores skridt i politisk forstand, heriblandt udenrigspolitik, bliver påvirket af den danske stats lovgivning, er der i høj grad grænser for, hvor meget vi kan tage udgangspunkt i vores egen nationalitet, siger Nikku Olsen.

Han forklarer videre, at han i løbet af denne vinter har benyttet sig af diverse debatfora på internettet, ligesom han har arrangeret forskellige lukkede debataftener for interesserede i Nuuk.

- Det var helt klart tydeligt, at der blandt den menige indbygger var stor behov for debat om nationalfølelse og videre udvikling af vores land, siger Nikku Olsen.

Kommunalbestyrelse og Inatsisartut
Det er ifølge Nikku Olsen planen, at arrangørerne skal starte med at indsamle de nødvendige underskrifter i den nærmeste fremtid for, at Ilorpiatta Akisunnera kan blive til et parti, ligesom de politiske retningslinjer snarligt bliver udarbejdet til offentliggørelse.

- For at vi kan starte det politiske arbejde, er det selvfølgelig nødvendigt, at vi går målrettet efter poster både i de fire kommunalbestyrelser samt i Inatsisartut. Men det afhænger naturligvis af, om vi kan opnå de nødvendige 920 underskrifter, der skal til for at blive et legitimt parti, påpeger han.

Nikku Olsen regner med, at det nye parti formentlig kan holde generalforsamling i oktober.

Inuit Ataqatigiit har ikke ønsket at udtale sig om Nikku Olsens planer om at danne et nyt parti.

Powered by Labrador CMS