Nyt pantsystem på vej: Første ændring ventes indført inden årets udgang

Nuuk Imeqs monopol skal ophæves, lød det fra blandt andre Demokraatit og Naleraq under behandlingen af et forslag om at sætte en deadline for ændring af returpantsystemet. Naalakkersuisut beroliger med, at ændringer i systemet er undervejs.

Offentliggjort

Obs: Artiklen er opdateret med en præcisering med hensyn til udvalgets behandling.

Demokraatit Jens-Frederik Nielsen vil have sat en deadline for ændring af den omstridte bekendtgørelse om returemballage, og har derfor fremsat et forslag på efterårssamlingen

Ifølge en undersøgelse fra Copenhagen Economics konkluderede i 2012 at tætte forbindelser mellem aktørerne, pantsystemet og afgiftsystemet reelt forhindrer konkurrence til Nuuk Imeq på markedet for øl og sodavand i Vestgrønland. Nord- og Østgrønland er undtaget for pantsystemet.

Under førstebehandlingen af Jens-Frederik Nielsens forslag, sagde naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund (IA), fra talerstolen, at de første skridt mod et nyt system ventes taget allerede inden årets udgang:

- Første etape består i, at forbrugere i større byer får mulighed for at få tilbagebetalt pant for emballage, der allerede indgår i Dansk Retursystem. Dette kræver ikke en ændring af emballagebekendtgørelsen og kan derfor igangsættes hurtigt.

Liberalisering senere

- Det er en frivillig ordning, hvor ESANI samarbejder med butikkerne omkring returpant. Første etape vil ikke i sig selv give større valgmuligheder for borgerne, men vil bidrage til, at borgerne kan få panten retur for flere produkter, og at emballagen ikke ender i naturen samt gøre detailhandlen klar til at kunne håndtere produkter der har pantmærker fra Dansk Retursystem, sagde Kalistat Lund fra talerstolen.

Ifølge Kalistat Lund betales der allerede omkring seks millioner kroner om året i pant på produkter, der sælges i Grønland, men som kunderne ikke har mulighed for at få igen, fordi de ikke kan returnere emballagen. Men det ændres altså ifølge naalakkersuisoq i flere større byer inden årets udgang.

Med hensyn til en liberalisering af emballagebekendtgørelsen så sker det i anden etape, siger Naalakkersuisoq:

Kritik fra Naleraq

- I anden etape foretages den egentlige liberalisering af returemballageområdet. Her vil der blive åbnet op for salg at andre emballagetyper end dem vi ser i dag, under forudsætning at emballagerne har Dansk Retursystem mærke.

- Derudover vil returpantsystemet udbredes til hele landet. En ændring af emballagebekendtgørelsen vil sandsynligvis skabe øget konkurrence for grønlandske tapperier og bryggerier, sagde Kalistat Lund.

Planen fra naalakkersuisoq blev dog mødt med kritik fra blandt andre Naleraq, der mener, at Nuuk Imeqs monopol skal ophæves med det samme, og så må man tage stilling til affaldsspørgsmålet bagefter:

- Hvorfor bliver vi ved med at bakke op om monopolet? Vi kan tage stilling til affaldet bagefter.

Forslag om grønlandsk pantmærke

- Der er lavet rapporter og redegørelser om, hvor dyrt systemet er, lød det blandt andet fra Naleraqs formand Pele Broberg under debatten.

Broberg mente, at det blot vil føre til andre begrænsninger i forhold til at indføre øl og sodavand fra andre lande end Danmark, at Naalakkersuisut vil binde sig til Dansk Returpant.

Forslagsstiller Jens-Frederik Nielsen foreslog, at man kunne arbejde med at grønlandsk returmærke, som kunne sættes på produkter fra andre lande en Danmark.

Erhvervs- og Råstofudvalget skal nu behandle forslaget. Naleraq fremsatte under debatten et ændringsforslag, som går ud på, at fristen for ændring af bekendtgørelsen og dermed afskaffelse af Nuuk Imeqs konkurrence fordel rykkes frem til udgangen af 2022. Det bakkede Mariane Paviasen fra IA op om, og derfor skal udvalget vurdere det, oplyser Pele Broberg til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS