Nyt Nanook-album på trapperne: Giver plads til den nye generation
Nanook rejser blandt andre steder til Tasiilaq for at tale med børn og unge, der har sorg tæt ind på kroppen, i forbindelse med en ny musikvideo.
Det er fire år siden, at Nanook udgav deres seneste album.
Siden dengang har brødrene Frederik og Christian Elsner arbejdet på nye tekster, som forventes at blive udgivet engang i november. Det bliver bandets femte album i rækken. De har prøvet det før, men denne gang er det alligevel anderledes.
Først og fremmest indspiller Nanook musikken i Grønland. Det giver en helt anden kreativitet, når man er omgivet af sine nærmeste og den grønlandske natur, forklarer forsanger Frederik Elsner:
- Det er noget andet end i Danmark, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme. Og så er det første gang, at vi har haft så god tid til at skrive teksterne og nørde med lydende.
Fokus på selvmord
Nanook har desuden hentet produceren Theodor Kapnas fra Færøerne til Grønland. Og det er der en speciel grund til, siger Frederik Elsner, som forklarer, at Nanook ønsker at ramme flere målgrupper, herunder børn og unge.
- Vi har forsøgt at finde plads til den nye generation og den nye lyd, som er kommet til Grønland. Der er noget elektronisk i Nanook, som der ikke har været før.
Det er ikke kun lyden, men også budskaberne bag sangene, som, Nanook ønsker, skal gå hånd i hånd med den unge generation. En af sangene har blandt andet fokus på selvmord.
- Min bror (Christian Elsner, red.) har mistet sine bedste venner til selvmord. Det er noget, der betyder rigtig meget for os og andre i Grønland.
Støtte fra Sermeq-puljen
I den forbindelse vil Nanook rejse rundt i landet for at lave workshops for børn og unge. Det sker med støtte fra Sermeq-puljen.
I starten af oktober tager bandet til Tasiilaq for at indspille albummets første musikvideo, der vil tage udgangspunkt i ordene fra de børn og unge, som har mistet deres nærmeste til selvmord.
- Der er mange af dem, som er meget lukkede og har svært ved at sige deres meninger. Jeg ved, at mange unge ser op til os, siger Frederik Elsner:
- Vi vil gerne have ordene ud af de unge, som musikken skal færdiggøres ud fra. Det, synes jeg, er rigtig fedt, at man kan gøre det sammen med de unge mennesker.
Vigtigt for Nanook
Den kommende plade handler også om andre samfundsproblemer, herunder klimaforandringer, men også om håb og kærlighed.
- Det skal ikke være sørgerligt at høre på, fastslår han.
Selvom bandets velkendte indierock bliver en anelse mere elektronisk, så vil man - ifølge Frederik Elsner - sagtens kunne høre, at det er Nanook, som spiller.
- Mange af vores fans venter på ny musik. Vi er meget spændte, men det har været vigtigt for os at bevare roen og lave det, vi elsker - og ikke forhaste os. Det gør sangene mere ærlige:
- Vi glæder os til at spille en hel masse koncerter herhjemme.