Nyt kvotesystem for hellefisk ønskes indført

Indførelse af et nyt kvotesystem skal sikre et vedvarende og rentabelt kystnært fiskeri efter hellefisk, mener KNAPK og Avannaata Kommunia - og muligheden er allerede drøftet i Fiskerikommissionen.

– Indførelse af et nyt kvotesystem for jollefiskere vil sikre bedre vilkår for fiskerne, siger Henrik Sandgreen, der er formand for KNAPK.

Jollefiskeri efter hellefisk forvaltes som olympisk fiskeri, hvor der fiskes frit fra det enkelte fartøj, indtil en samlet hellefiskekvote er opfisket. Det afhænger af den der kommer først.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Samtidig er der de seneste år sket en betydelig stigning i antallet af udstedte licenser i det kystnære jollefiskeri efter hellefisk og en tilsvarende stigning i antallet af joller. Det er blandt andet netop disse faktorer, der er årsag til, at månedskvoterne for hellefisk i forvaltningsområdet Uummannaq blev opbrugt inden månedens udgang i juli.

KNAPK vurderer, at det var årsag til en uges fiskeristop i Uummannaq, og at det samme
gentog sig i august i forvaltningsområderne Uummannaq og Diskobugten.

Departement for Fiskeri, Fangst og Landbrug ændrede for nyligt den månedsvise fordeling af den resterende årskvote for jollefiskeri efter hellefisk i forvaltningsområderne Diskobugten og Uummannaq, hvilket muliggjorde, at fiskeriet kunne genoptages 21. august og kan dermed fortsætte til og med september.

Årets restkvote i Diskobugten er på 1.137 tons ud af 3.823 tons, mens den er på 1.722 tons ud af 6.362 tons i Uummannaq.

Departementet oplyser dog, at det med de ændrede månedskvoter vil være sandsynligt, at der må lukkes for fiskeriet senere på året, da der vil være lille kvotemængde tilbage til fiskeriet i november og december, ligesom man understreger, at ændringen ikke vil medføre kvoteforhøjelser senere på året.

– Derfor må Naalakkersuisut handle nu for at sætte en stopper for denne uhensigtsmæssige udvikling for kystnært fiskeri efter hellefisk, mener Henrik Sandgreen, der er formand for KNAPK.

Nyt kvotesystem

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK foreslår nu, at den enkelte jollefisker, der besidder en gyldig fiskerilicens, tildeles en individuel hellefiskekvote, som jollefiskeren selv kan administrere, og dermed selv kan bestemme, hvornår fiskeriet skal udføres.

Ved at komme det olympiske fiskeriet til livs, vil man i fremtiden undgå fiskeristop for jollesegmentet, mener Henrik Sandgreen, der er formand for KNAPK. Han får opbakning af fisker- og fangerforeningen i Ilulissat. KNAPK har overfor Naalakkersuisut før foreslået dette, og nu bringer organisationen det op igen.

– Indførelsen af et nyt kvotesystem vil sikre vedvarende fiskeri, mener Henrik Sandgreen.

Du kan læse mere i avisen Sermitsiaq. Få adgang til avisen her:

Powered by Labrador CMS