Gå til hovedindhold

Nyt krav: Kun vaccinerede må rejse

En igangværende fri smittespredning i Nuuk, har fået myndighederne til at reagere og kræve, at det udelukkende er personer som har fået mindst et vaccinestik, der må benytte offentlige transportmidler.

Det nye coronakrav til rejsende, som træder i kraft fra midnat, blev offentliggjort mandag under et pressemøde med formanden for Naalakkersuiosut Múte B. Egede i spidsen, der forud havde fået opbakning blandt de øvrige partiledere til at indføre det nye tiltag mod den omsiggribende coronasmitte.

Som konsekvens af vaccinekravet til personer, som ønsker at benytte offentlige transportmidler, så ophæves ind- og udrejseforbuddet i Qaqortoq og Sisimiut fra midnat.

Formanden for Múte B. Egede erkendte, at der var tale om skrappe tiltag, men at det er nødvendigt, da smitteantallet aldrig har været større, og der foregår et stort inddæmningsarbejde for at komme smitten til livs.

- Vi er alle nødt til at tage et fælles ansvar og udvise stor forsigtighed, da vi endnu ikke ved, om der er tale om Delta-varianten, som spreder sig langt hurtigere end de tidligere Covid 19-varianter, sagde Múte B. Egede, der er taknemmelig over, at mange borgere tager imod vaccinationstilbuddene.

Åbent vaccinationsprogram på vej

Desuden arbejder myndighederne på at lave et åbent vaccinationsprogram i alle byer.

Der bliver ikke tale om, at man skal fremvise et coronapas for at få lov til at benytte offentlige transportmidler, idet der er tale om, at myndighederne har tillid til, at befolkningen følger reglerne. 

Det forhindrer imidlertid ikke politiet i at gennemføre kontroller ved afgang med fly eller skib, bliver det oplyst.

Disse er fritaget

Hvis passagerers slutdestination er deres hjemby, så er de fritaget pt, så dem, der måtte være på ferie eller i arbejdsmæssig sammenhæng måtte befinde sig i en anden by, kan komme hjem. Derimod er det nye vaccinekrav målrettet dem, der havde planlagt at rejse ud af byerne.

Foreløbig gælder den nye restriktion til udgangen af juli, men alt efter udviklingen af coronasmitten kan myndighederne indføre nye restriktioner, bliver det påpeget.

Hvis man overtræder kravet kan politiet uddele en bøde, og det er planen at lave stikprøvekontroller fra politiets side.

Myndighederne har fokus på de ikke-vaccinerede, da det er dem, der risikerer at blive mest syge, hvis de bliver smittet med Covid 19.

Private fester frarådes

Det frarådes at lave private fester og kaffemikker.

Taxaer er ikke omfattet begrebet "offentlig transport", så ikke vaccinerede kan fortsat køre med taxa.

Forsamlingsforbuddet på 20 personer fastholdes frem til udgangen af måneden.

29 aktivt smittede

Netop nu har myndighederne kendskab til 29 aktive smittede, og de er fordelt således:

  • Avannaata Kommunia: 1
  • Kommune Qeqertalik: 0
  • Qeqqata Kommunia: 6
  • Kommuneqarfik Sermersooq: 10
  • Kommune Kujalleq: 12

Antallet af smittede er det højeste under pandemien. Indtil videre er 32.724 blevet vaccineret en gang og 18.915 har fået andet vaccinestik.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER