Nyt kapitel i Grønlands fodboldhistorie

De grønlandske sportsfolk har præsteret på højt niveau i år med flotte resultater uden for Grønlands grænser. Læs de største begivenheder fra året, der gik.

Arkivbillede af Asii Kleist Berthelsen.

Sportsåret 2021 går på hæld efter mange store og mindeværdige øjeblikke inden for uden for banen.

Sermitsiaq.AG bringer nogle af de største internationale sportspræstationer fra de grønlandske sportsfolk i 2021.

Allerhøjeste niveau

10. marts blev historisk for Grønlands fodbold. I kvindernes Champions League opgør mellem Fortuna Hjørring og FC Barcelona blev den 17-årige fodboldspiller, Asii Kleist Berthelsen, skiftet ind i det 75. minut.

Dermed blev hun den første grønlandske fodboldspiller, der har spillet i den fornemste europæiske klubturnering. Kampen blev spillet på Fortuna Hjørrings hjemmebane, Hjørring Stadion, og kampen endte 0-5 til den catalanske klub. Senere i sæsonen vandt FC Barcelona også Champions League.

Fortuna Hjørring-spilleren Asii Kleist Berthelsen blev i år hædret af Elite Sport Greenland som ’Årets elite idrætspræstation’ ved Maligassiuisut Show.

Grønlandsk flag i den internationale scene

Grønlands Stærkeste Mand i de sidste fem år, Kim Ujarak Lorentzen, har deltaget ved to internationale stærkmandskonkurrencer i år. I oktober deltog han ved Arnold Sportsfestival i England, hvor han blev samlet vinder i disciplinerne log og dødløft.

Måneden efter deltog han ved Magnus Ver Magnusson Strongman Classic, som blev afviklet i Island. Her blev der konkurreret i seks discipliner. Hans bedste resultat i stævnet var i dødløft, da han formåede at løfte 325 kilo seks gange. Han blev nummer to i den dyst.

Kim Ujarak Lorentzen sluttede samlet som nummer ni.

Han har sat store mål til næste år, da han vil forsøge at løfte 1.000 pund i dødløft, der svarer til omkring 453 kilo.

- Der er ikke mange i verden, der kan løfte det i dødløft. Det vil være en stor bedrift, hvis jeg kan opnå det. Men jeg er sikker på, at jeg godt kan gøre det, har han tidligere sagt til Sermitsiaq.AG.

Vigtig brik fik voldsom skade

Kim Ujarak Lorentzens storsøster, Rina Møller Lorentzen, spillede en vigtig rolle ved kvindernes kvalifikationsturnering til verdensmesterskaberne i håndbold. Hun er nemlig målvogter i håndboldlandsholdet, og var med til at vinde sølvmedalje ved kvalifikationsturneringen, som blev afholdt i USA tidligere i år.

- Vi havde en fantastisk turnering, hvor vi havde en speciel harmoni på holdet da turneringen startede. Dagen før finalen spillede vi mod Puerto Rico, som vi allerede vidste, at de var det hold vi skulle spille mod i finalen. Vi startede godt i kampen, vi førte med to-tre mål, da der skete et uheld, fortæller Rina Møller Lorentzen.

Hun fik voldsomt vrid i sit ene knæ 15 minutter inde i kampen. Senere skulle det vise sig, at hun havde revet sit korsbånd over og at hun havde pådraget sig en meniskskade.

- I finaledagen var jeg ellers med i opvarmningen, men knæet var hævet, og derfor var jeg ikke med i kampen. Det var virkeligt svært at ikke kunne bidraget med noget på banen. Vi havde ellers gode chancer at nå VM, siger hun.

Håndboldkvinderne tabte finalen med 24-34 til Puerto Rico, og dermed missede verdensmesterskaberne.

Undlod operation

Rina Møller Lorentzen siger, at hun ikke er blevet opereret efter sin skade. Og der er en god grund til det.

- Jeg blev ellers tilbudt om at blive opereret, men jeg havde underskrevet en kontrakt med det færøske klubhold, Stjørnan, i et år. Hvis jeg blev opereret, ville jeg være i sidelinjen i ni måneder, og jeg vil ikke misse det meste af sæsonen. Jeg har været under genoptræningsforløb, og fik debut 15. november for klubben. Der er ellers risiko for, at jeg kan blive alvorligt skadet, men jeg tager gerne risikoen. Jeg er 30 år, og skal tilbage til Grønland efter sæsonen og færdiggøre min kandidatuddannelse. Jeg tror ikke, at jeg i fremtiden vil spille i udlandet igen, lyder det fra Rina Møller Lorentzen.

Landstræner Anders Friis siger således om kvalifikationsturneringen:

- På trods af skuffelsen, som man altid har efter at have tabt en finale, kan vi se tilbage med stolthed over præstationen i USA. Vi er glade og stolte over at vi endte i finalen for første gang nogensinde med de piger der var med. Vi er begyndt at forberede os til næste VM-kvalifikationsturnering og forberedelserne starter i uge ni hvor vi har samling på Færøerne.

Powered by Labrador CMS