Nyt center med nye digte på hylderne

Frederik ”Kunngi” Kristensen udgiver digtsamlingen ”Soqutiginartut” på forlaget Atuagkat

Digteren Frederik ”Kunngi” Kristensen og forlæggeren Inger Hauge i nyt samarbejde: Digtsamlingen ”Soqutiginartut” og nye malerier i Nuuk Center på fredag . Foto: Leiff Josefsen

En dugfrisk digtsamling fra en af landets mest anerkendte og alsidige kunstnere er blandt de slagtilbud, som handlende kan lægge i indkøbskurven i Nuuk Center på åbningsdagen i morgen fredag den 27. juli.

Digteren, maleren og musikeren Frederik ”Kunngi” Kristensen udgiver sin nye digtsamling ”Soqutiginartut – Nunamut avatangiisimullu tunngasut” på forlaget Atuagkat, som samtidig åbner et nyt kontor på 1. sal i centeret.

Læs også "Nuuk Center sekunder fra åbning"

Bogen på 146 sider til 198 kroner indeholder 82 digte, der – som titlen antyder - fortæller interessante ting om natur og miljø.
På forlagets kontor i centeret læser Frederik ”Kunngi” Kristensen fredag klokken 14.00 digte fra sin nye samling, og de besøgende kan få signeret et eksemplar af bogen med sit flotte omslag, naturligvis tegnet af multikunstneren himself.

Samtidig udstiller forlaget Atuagkat en række af Frederik Kristensens seneste malerier i sit nye kontor i Nuuk Center.
Udgivelsen og udstillingen falder en uge efter Frederik Kristensens 60 års fødselsdag.

Frederik IX og dronning Ingrid besøgte som regentpar Grønland for første gang i sommeren 1952, og der er rejst en mindesten for besøget i Kolonihavnen i Nuuk.

Dermed er det også 60 år siden, at kong Frederik tog en nyfødt dreng på sygehuset i Uummannaq i sine arme.

Drengen kom selvfølgelig til at hedde Frederik med efternavnet Kristensen, men de fleste kender ham som digteren, maleren og musikeren Kunngi.

Erindringer hitter
– Er der brug for forlag i Grønland?

– Det er ikke blevet nemmere at udgive bøger, men der er stadig brug for forlag til at formidle grønlandsk fag- og skønlitteratur, siger forlagsdirektør Inger Hauge.

– Hvad udgiver forlaget Atuagkat for tiden?

– Efter år med mange digtsamlinger er der for alvor kommet gang i erindringsskriveriet, fortæller Inger Hauge.

Finn Lynges "Et langt liv på tværs. 1933-79" får snart en efterfølger. Grønlandsksprogede erindringer udkommer nu også på dansk, som det er tilfældet med folketings- og landstingsmedlem Otto Steenholdt ”Strejflys over mit liv” og billedkunstneren Lisa Lynge Hesseldahl "Hvad jeg husker fra min barndom".

Til november udkommer Marie Skous bog om sin far, digteren og komponisten Pavia Petersen (1904-43). I en lomme i bogomslaget ligger en cd med 10 sange, indsunget af koret i Aasiaat.

– Hvorfor erindringer netop i disse år?

– Vel nok fordi folk, som spillede en rolle i de store omvæltninger efter 2. Verdenskrig, endelig har fundet tid til at skrive deres erindringer, og fordi der er en interesse for at læse om forudsætningerne for vor tids store udfordringer, siger Inger Hauge.

Der er stadig børn og unge i bygderne, men de surfer hjemmevant rundt i cyberspace, og 75-årige Otto Steenholdt tidstypiske beskrivelse af sin bygdebarndom i Qeqertarsuatsiaq ved Diskobugten sætter tanker i gang om en ikke alt for fjern fortid, som mange selv har oplevet eller har fået fortalt fra forældre og bedsteforældre.

– Hvad er forlagets bestseller for tiden?

– Muffediserne har øjensynligt fået et comeback, for Aviaaja Kleist Burkals ”Håndledsvarmere med perler” er tæt på udsolgt, fortæller Inger Hauge.

Powered by Labrador CMS