Nyt betalingssystem vil give Landskassen et stort millionbeløb
Finansdepartetmentet regner med, at et nyt betalingssystem, der skal reducere borgernes gæld til det offentlige, vil sikre Landskassen 30 millioner kroner ekstra om året.
Et lovforslag om betalingssystemet Ilanngaassivik er netop sendt i høring, og det har til formål at sikre, at borgernes gæld til det offentlige ikke fortsætter sin galopperende vækst.
Gevinsten
Hvis systemet indføres i den form, som man beskriver i lovforslaget, vil det give samfundet en årlig gevinst på 30 millioner kroner, skønner Finansdepartementet.
Det vil imidlertid koste cirka 15 millioner kroner at etablere og udviklet det nødvendige it-software og hardware. Dertil kommer udarbejdelse af bekendtgørelser, forretningsbetingelser, tekniske forskrifter, udbudsmateriale og kravspecifikationer for Ilanngaassivik-systemet.
Årlige omkostninger
De årlige omkostninger forventes at falde til niveau af 7,5 til 9,5 mio. kr. årligt, når Ilanngaassivik systemet overgår til drift.
- Forslaget forventes desuden at medføre lavere omkostninger for både kommunerne og offentlige virksomheder til porto og debitorhåndtering, da forslaget vil medføre, at fremsendelse af regninger sker i elektronisk form som betalingsordre og da det må forventes at færre opkrævninger vil kræve manuel sagsbehandling og fremsendelse af betalingspåmindelser m.v., står der i bemærkningerne til lovforslaget.
Restancerne vokser
Borgernes restancer til det offentlige ligger i dag på knap en milliard kroner, og på blot to år er den vokset med over 50 millioner.