Paamiut

Nyt alderdomshjem i Paamiut

Efter nytår begynder arbejdet med at bygge afløseren til Paamiuts nedslidte alderdomshjem

Alderdomshjemmet ventes at stå klart i slutningen af 2018

24 nye og moderne plejeboliger, heraf otte pladser forbeholdt demente. Det er, hvad de ældre i Paamiut kan se frem til om cirka tre år, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Nedslidt
Det nuværende alderdomshjem i Paamiut er nedslidt. Derfor skal byen have et nyt, og byggeriet af de nye rammer til ældre går i gang i 2016.

Alderdomshjemmet får en central placering lige midt i byen, klods op ad sygehuset, og der vil i forbindelse med nybyggeriet blive etableret en forbindelsesgang mellem de to bygninger.

Flere pladser
- Paamiut kan se frem til at få et tidssvarende alderdomshjem. Med det nye byggeri øger vi kvaliteten og får flere plejepladser, som der er behov for med et stigende antal plejekrævende ældre. Og jeg glæder mig ligeledes over, at det nye alderdomshjem imødekommer dementramte borgere med oprettelsen af et dementafsnit, oplyser udvalgsformand for Velfærd, Arbejdsmarked og Erhverv, Malene Lynge (IA), i en pressemeddelelse.

Tre etager
Det projekterede alderdomshjem bliver en treetagers ejendom. Stueetagen kommer til at indeholde et kombineret dag- og aktivitetscenter, mens der bliver placeret 12 plejeværelser på henholdsvis 1. og 2. sal. Endelig skal tagetagen bruges som depot, mens sygehuset og alderdomshjemmet deler fælles vaskeri og køkken.

53 millioner kroner
Der er afsat 8,5 millioner kroner til byggeriet i 2016. Det nye plejehjem kommer i alt til at koste Kommuneqarfik Sermersooq 53 millioner kroner, hvoraf halvdelen bliver betalt af Selvstyret.

Kommuneqarfik Sermersooq venter at kunne tage byggeriet i brug ultimo 2018.

Læs også: Ny fysioterapeut i Paamiut giver serviceforbedring

Powered by Labrador CMS